De tre nye Pentium 4 processorer fra Intel er alle udstyret med Hyper-Threading og en 800 MHz systembus. Taktfrekvensen for de nye processorer er henholdsvis 2,4, 2,6 og 2,8 GHz.
Indtil nu har Intel kun tilbudt en enkelt processormodel med både Hyper-Threading og 800 MHz systembus, nemlig 3,0 GHz-udgaven af Pentium 4. Hyper-Threading findes desuden i Pentium 4 3,06 GHz, som kun har en 533 MHz systembus.
Samtidig med de nye processorer har Intel lanceret tre chipsæt, 865G, 865P og 865PE, som også er kendt under kodenavnet Springdale.
De nye chipsæt 865G og 865PE understøtter HyperThreading og en 800 MHz systembus. I 865P er systembussens hastighed begrænset til 533 MHz.
Flere pc-producenter tilbyder allerede pc'er med de nye Springdale-chipsæt og reklamerer med den hastighedsgevinst, som kan opnås ved at skifte til en 800 MHz systembus.
Det er dog værd at bemærke, at hastighedsgevinsten kun kan opnås, hvis pc'en er udstyret med en processor der understøtter den nye hurtige systembus.
En pc med 865G eller 865PE chipsæt og en Pentium 4 3,06 GHz processor med 533 MHz systembus kan således ikke udnytte chipsættets fulde hastighed.
Med de tre nye processorer, som koster henholdsvis 178 dollar (2,4 GHz), 218 dollar (2,6 GHz) og 278 dollar (2,8 GHz) i store styktal, bliver HyperThreading og 800 MHz systembussen tilgængelig til omtrent den halve pris i forhold til, hvad man hidtil har skullet betale for en Pentium 4 3,0 GHz processor med samme teknologi.