Det århusianske sikkerhedsfirma Crypthomatic har skilt sig af med administrerende direktør Claus Bo Mikkelsen efter et katastrofalt 2003, der næsten tømte pengekassen, skriver dagbladet Børsen. Salget skuffede fælt, siger stifter og bestyrelsesformand Peter Landrock.
Selskabets omsætning steg efter voldsomme vækstår kun med tre procent fra 2002 til 2003, og ifølge Børsen kommer Crypthomatic ud af 2003 med et underskud på 15 millioner kroner.
Kontorer i København og Italien er blevet lukket, og hvis udgifterne i denne forbindelse afholdes over 2003-regnskabet kan underskuddet blive endnu større.
Mærsk Data ejer en fjerdedel af virksomheden. Cirka det samme besiddes af Siemens Semiconductors. Peter Landrock satser nu på at gøre selskabet profitabelt. Han har ikke planer om yderligere kapitaltilførsel fra ejerne, og vil først afgive ejerskab, hvis pengekassen bliver tom, forklarer han til avisen.