For godt et år siden skilte børsgiganten GN Store Nord sig af med sit tidligere guldæg, Nettest. Det ville aldrig klække og påførte i stedet virksomheden et milliardtab. 15 måneder efter har de nye ejere, investeringsselskabet Axcel som også netop har overtaget gulvfabrikken Junckers, slået hold på guldægget og forbedret butikken med fem milliarder kroner. Nu giver Nettest overskud.
Alligevel græder man ikke bitre tårer i ejerkredsen omkring GN Store Nord. Heller ikke selv om de danske pensionskunder hos ATP er gået glip af det nye million store vækstpotentiale i Nettest.
Det fortæller aktiechef Claus Wiinblad fra ATP, der er blandt storaktionærerne i GN Store Nord.
»Set i længere perspektiv var den del af GN en meget bekostelig affære. Men på daværende tidspunkt, hvor Nettest blev solgt, var der behov for at gøre noget og det har vi sådan set fuld forståelse for,« siger han til IT-avisen ComON.
»Set i bakspejlet var det nok ikke et optimalt tidspunkt at sælge på, men det kunne man jo ikke vide dengang,« fortsætter han.
I 2001 var det planen, at GN Store Nord skulle sende Nettest på børsen med en gevinst, som aktieanalytikerne dengang troede kunne blive i størrelsesordene 30-40 milliarder kroner. Det salg blev aflyst og kort før nytåret mellem 2002 og 2003 blev Nettest afhændet for 1 krone.
Værdien af GN Store Nord er nu 10 milliarder kroner. I foråret 2001 var værdien 150-200 procent højere.