Med henvisning til, at Fujitsu Siemens Computers skal tilpasse sig markedet, er producenten gået i forhandlinger med de tyske fagforeninger, fordi der skal fyres 700 ansatte i Tyskland.
I samme åndedrag som meldingen om den massive fyringsrunde bebudes afviser Fujitsu Siemens tyske ledelse, at fyringerne har en sammenhæng med, at Fujitsu og Siemens opløser deres fælles joint-venture.
»Vi er nødt til at gøre noget, for at tilpasse vores struktur til de voksende udfordringer, som markedet byder os,« siger Heribert Göggerle, vicepresident hos Fujitsu Siemens Computers.
Senest i maj 2009 trækker Siemens sig ud af Fujitsu Siemens Computer og overlader det fulde ejerskab til japanske Fujitsu.