Internet-tiden

Swatch har opfundet et nyt målesystem til tiden.

Et nyt ur på en bygningsfacade i Jakob-Staempfli Strasse i det schweiziske provinsby Biel informerer den forbipasserende om den nøjagtige tid. Bygningen tilhører urfirmaet Swatch, og uret viser tiden efter et helt nyt tidssystem, Internet Time. Udgangspunktet er behovet for et globalt, standardiseret system til måling af tiden, der tager hensyn til behovene hos det moderne, rejsende menneske og Internet-brugeren. Det nye tidssystem støttes af den amerikanske cyber-profet Nicholas Negroponte, der som grundlægger af medielaboratoriet Media Lab tælles blandt de førende teknologiske guruer. Den nye tid er global og ikke geopolitisk, den er ens over hele kloden og tilpasset den nye verdensorden, hvor fysiske afstande ikke længere spiller nogen rolle. Negroponte mener, at Internet Time fremover vil være den ægte tid for mange mennesker.


Beat


En verdensomspændende omstilling til et helt nyt tidssystem ville betyde, at armbåndsure, vækkeure, computere og alle andre systemer, der har indbygget tidsmåling, skal udskiftes eller ombygges til at understøtte den nye tidsregning. De enorme omkostninger, som er forbundet med dette, ville være langt højere end udgifterne i forbindelse med år 2000 (det såkaldte Y2K-problem). Men urfirmaet Swatch mener alligevel, at Internet Time repræsenterer en vigtig og nødvendig omstilling for hele menneskeheden. Det nye tidssystem bruger 10, og ikke 12, som basis for målingen; en standardisering, der er blevet gennemført indenfor næsten samtlige andre målesystemer. Dagen opdeles i 1000 måleenheder, kaldet beats, der hver har en længde på et minut og 26.4 sekunder. Standard-tid kl. 15.03 svarer eksempelvis til 627 IT (Internet Time).


Det nye tidssystem benytter ikke som det nuværende globale tidszoner. Det medfører, at 627 IT vil være det samme over hele kloden. Rejsende behøver ikke længere omstille deres ure, når de ankommer i en ny tidszone; Internet-brugere skal ikke længere omregne tiden, når de aftaler et møde i en chat-kanal på nettet. Internet Time fjerner hele den besværlige og ofte fejlbehæftede opgave med at omregne tiden til at passe til forskellige tidszoner. Samtidig droppes sommer- og vintertid, som i forvejen kun findes i få dele af verden.


Swatch Internet Time er baseret på et nyt meridian-punkt, der ikke under det nuværende system ligger i den engelske by Greenwich (GMT), men bygger på tiden i den schweiziske by Biel, hvor urfirmaets hovedkvarter befinder sig. Det nye meridian-punkt kaldes derfor BMT (Biel Mean Time). Tiden 000 BMT svarer altså til kl. 0.00 central-europæisk vintertid.


De nye ure


Swatch satser ikke overraskende på at sælge en ny serie af ure, Swatch WebMaster, der har indbygget det nye tidssystem. De nye ure kan bestilles direkte fra firmaets hjemmeside (www.swatch.com). Cyber-urene viser naturligvis også tiden efter det gamle, mere udbredte system. Derudover kan man hente et gratis program til pc'en, der henter tiden fra systemuret og omregner den til Internet Time. Programmet fylder omkring 50 KB og findes i versioner til Windows, Mac og Unix. Swatch satser på at sprede det nye tidssystem på Internettet, hvorfor man kan hente en særlig Internet-udgave af uret som et gratis Java-program, der indsættes i web-siden med en lille stump kode. Java-uret findes i udgaver til pc og Mac og tre størrelser, 386 x 44, 255 x 30 og 159 x 20 pixels.


Hvis man råder over sin egen Internet-server kan man hente og installere en speciel udgave af uret, der henter systemtiden fra serveren og omregner denne til Internet-tid. Server-programmet afvikles direkte på serveren, mens Java-uret kører under browseren og derfor læser tiden fra brugerens maskine. Swatch har udviklet server-ure i fem forskellige udgaver, PHP 2, PHP 3, Perl, Java Servlet og ASP. Samtlige programmer kan hentes gratis fra firmaets hjemmeside.


Hvis man har brug for at omregne et bestemt tidspunkt til Internet Time, kan man benytte en udførlig konverteringsside hos Swatch. Her indtaster man den nøjagtige tid og dato, og vælger kontinent og den nøjagtige geografiske placering. Programmet kan både konvertere fra almindelig tid til Internet Time og fra det nye tidssystem til normalt tidsformat. Funktionerne er skrevet i JavaScript, hvilket betyder at man kan gemme siden på sin lokale harddisk og bruge den, hver gang man har brug for at konvertere tidspunkter mellem systemerne.


International standard


I princippet kan enhver privatperson og virksomhed opfinde sit eget målesystem til tiden og begynde at sælge ure, der regner med det nye system. Swatch har da heller ikke fået officiel støtte fra de internationale organisationer, som skal godkende nye standarder, og Internet Time er ikke engang blevet formuleret og indsendt som forslag til et nyt tidssystem. Men Swatch har fået opbakning fra teknologiske spåmænd som Nicholas Negroponte, der ser det nye system som et logisk skridt mod et globalt og integreret verdenssamfund. Ned med tidszonerne og de geografiske grænser, hedder det i Swatch's reklamemateriale, og frem mod den nye tidsalder. Ingen tvivler på, at mange Internet-brugere og rejsende vil bruge det nye system til at synkronisere aftaler og møder på tværs af tidszoner, men urfirmaet håber på at erobre mere end denne niche med deres nye opfindelse.


Internet-tiden skal godkendes af den internationale organisation Bureau International des Poids et Mesures (BIPM) i Frankrig, hvis medlemmer tæller nationale organisationer i de fleste af verdens lande. Det betragtes af mange som meget usandsynligt, at det nye tidssystem bliver vedtaget som officiel standard, ikke mindst set i lyset af de enorme omkostninger, der vil være forbundet med omstillingen. En anden ting er den folkelige accept af et helt nyt målesystem; efter den franske revolution indførte landets regering et målesystem med basis i 10, ikke 12. Det nye system blev ikke en succes.


Swatch er imidlertid overbevist om, at deres nye opfindelse er fremtiden. Det er kun et spørgsmål om - tid.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Fiftytwo A/S
    Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

    Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

    18. september 2024 | Læs mere


    Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

    Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

    25. september 2024 | Læs mere


    NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

    Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

    26. september 2024 | Læs mere