For et par dage siden udtalte den kinesiske vice-udenrigsminister, at Frankrig blander sig i Kinas udenrigspolitik. Kort efter kunne den lokale franske ambassade registrere forsøg på DDos-angreb.
Det sammenfald har fået flere til at gætte på, at de kinesiske myndigheder ikke kan være helt uden skyld i angrebet på hjemmesiden, der knyttet til ambassaden i Kina.
Hele misæren begyndte, da den franske præsident Nicolas Sarkozy aftalte at mødes med Dalai Lama. Kina, der betragter Dalai Lama som terrorist, ønskede ikke, at mødet skulle finde sted og truede dermed med politiske og diplomatiske konsekvenser, hvis den franske præsident ikke meldte afbud.
Sarkozy gennemførte mødet og udtalte, at Kina overdramatiserede begivenheden. Men det lagde ikke en dæmper på den kinesiske utilfredshed.
Den kinesiske viceudenrigsminister He Yafei udtalte, at mødet var en fejl fra fransk side, og at det var en stor indblanding i interne kinesiske forhold, som var skyld i stor kinesisk frustration.
Fra fransk side fastholder man, at mødet ikke var ment som en provokation, og at det ikke vil få nogen betydning for de fremtidige diplomatiske forhandlinger.
De kinesiske myndigheder har afvist, at der skulle være nogen forbindelse mellem angrebene og regeringen, og kalder påstanden ren spekulation.