Cebit: Intel præsenterer Centrino-platformen

Intels nye Centrino-teknologi havde premiere i dag på Cebit-messen i Hannover.

Intel kunne i dag præsentere sin nye Centrino-mobilteknologi. Platformen, som er udviklet under kodenavnet Banias, skal udmærke sig med længere batterilevetid og føre til en ny generation af mindre og lettere notebooks.

Centrino-platformen består af en processor, chipsæt og en trådløs netværksteknologi, som svarer til IEEE 802.11-standarden. Kernen i platformen er en 0,13-mikron Pentium-M processor med 77 millioner transistorer, som bruger »Enhanced Intel Speedstep«.

Teknologien tillader neddrosling af hastigheden når processoren kører i tomgang, hvilket skal hjælpe med at spare batterienergi. Processoren indeholder en strømsparende L2-cache på 1 MB, som slukker alle områder der ikke bruges.

En anden teknologi som er døbt »Intel Mobile Voltage Position 4« skal sænke hele platformens strømforbrug.

Endnu er det for tidligt at sige noget om hastigheden, men Intels egne målinger - som selvfølgelig skal læses med forbehold - fortæller at en 1,6 GHz Pentium-M processor er lige så hurtig som en 2,4 GHz Pentium-4-M notebook-processor.

En måling af platformens strømforbrug viser at Centrino-pc'er i gennemsnit arbejder fem timer inden genopladning, mens Pentium-4-M kun arbejder i tre timer. Den faktiske batterilevetid vil dog variere meget afhængig af model, applikationer og belastning.

Processoren ledsages af Intel-855-chipsætfamilien, som består af 855GM med indbygget grafik og 855PM uden grafik. De nye chipsæt understøtter en 400 MHz systembus.

Et Wifi-kompatibelt mini-PCI-kort til trådløse netværk, Intel Pro/Wireless 2100, er også integreret. Kortet indeholder WLAN-sikkerhedsfunktioner, WEP og VPN-teknologi.

Prisen for hele Centrino-pakken bestående af Intel 855PM/GM chipsæt, Intel Pro/Wireless 2100 netværkskort og Pentium-M processor med 1,3-1,6 GHz går fra 292 til 720 dollar i store styktal.

Centrino-teknologien fås også i en særlig lavenergi-processor på 1,10 GHz og 900 MHz til henholdsvis 345 og 324 dollar.

På Cebit-messen i Hannover fremvises de første bærbare computere med Centrino-logo, som koster fra 12.000 kr. og opefter.

Pc-producenter skal indbygge alle komponenter - altså ikke kun processoren - hvis de vil bruge Centrino-logoet på pakken. En notebook som kun indeholder Pentium-M processoren, men ikke Centrino-chipsæt eller trådløs netværksteknologi, er således ikke en »rigtig« Centrino-maskine, mener Intel.

Samtidig har Intel startet et omfattende certificerings-program, Wireless Verification Program (WVP), hvor hotspot-ejere kan få testet og godkendt at deres netværk er kompatibelt med Intel-teknologien. Intel regner med at certificere mindst 10.000 hotspots inden årets udgang.

Cisco startede forleden et lignende initiativ, hvor andre firmaer kan få testet at deres udstyr fungerer sammen med Ciscos WLAN-teknologi. Cisco sidder på 51 pct. af WLAN-markedet, og meget tyder på, at Intel og Cisco er ved at kridte banen op til et dramatisk opgør om dette segment.

Den markedsledende aktør kan i sidste tvinge konkurrenterne til at bruge sin teknologi - også selvom den ikke følger den officielle standard for trådløse netværk, som IEEE har udstukket.

Det kan især blive aktuelt i forbindelse med den næste generation af udstyr, hvor hastigheden ventes mangedoblet i forhold til dagens teknologi.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere