Loki Entertainment Software har offentliggjort navnet på den første spiltitel, som firmaet vil udgive til Linux-styresystemet, skriver Jyllands-Posten. Det bliver "Civilization: Call to Power", den nyeste udgave i serien af meget populære strategispil fra Activision, der er solgt i 2.5 millioner eksemplarer. Loki Entertainment Software blev grundlagt sidste år med henblik på at konvertere populære pc- og Mac-spil til Linux. Firmaet regner med at sende 4-8 Linux-udgaver af populære computerspil på markedet i år. Hidtil har Linux-brugere ikke haft det store udvalg af computerspil, men med styresystemets stigende popularitet er softwarefirmaerne begyndt at interesse sig for dette voksende marked.