De to hollandske parlamentsmedlemmer Frans Weekers og Aleid Wolfson er bange for, at Google Earth vil blive udnyttet af terrorister til at skaffe viden om terrormål som for eksempel regeringsbygninger eller atomkraftværker. Derfor kræver de nu servicen stoppet.
Google Earth blev lanceret i foråret og er et program, hvor brugere ved hjælp af satellitbilleder kan hente detaljerede luftfotos over for eksempel verdens storbyer, og det mener de to hollandske politikere åbenbart er til fare for verdensfreden.
Den hollandske justitsminister afviser bekymringen og peger på, at Google Earth er baseret på information, der allerede er tilgængelig på nettet.
Den amerikanske nyhedstjeneste The Inquirer påpeger ironisk, at viden er en farlig størrelse, og at det måske også ville være en god ide at stoppe den offentlige adgang til kort over veje og undergrundsbaner, så Osamas drenge ikke får for mange gode ideer.