Hackere fra hele verden mobbede i går, første april, en stribe Windows NT- og 2000 baserede websites med sikkerheden. Mindst 39 tjenester blev ifølge engelske The Register hacket og "defacet" - forsiden på tjenesterne blev udskiftet med beskeder fra hackerne.
Blandt de tjenester, der blev ramt, er Disney, WebWatch fra Wall Street Journal, British Telecom og US Navy's Center for Tactical Systems Interoperability (NCTSI).
Angrebene virker ikke til at have noget andet formål end at fortælle hjemmesidens ejere om den manglende sikkerhed.
I alt rapporterede 39 forskellige tjenester om "defacing" i løbet af første april. Hele 31 af disse kørte på Windows baserede servere.
På Attrition.org kan man se kopier af alle de defacede sider.