Den nye internet-tjeneste Google Music Search giver adgang til gratis download fra et katalog med 350.000 musiktitler, som skal udbygges til 1,1 millioner numre over de kommende måneder. Men tjenesten er indtil videre kun tilgængelig i Kina, hvor Google samarbejder med det lokale musikfirma Top100.cn.
Både Sony Music, Warner, EMI og Universal har bidraget med musik til tjenesten, der skal finansieres gennem reklamer. Der er også 140 mindre musikudgivere med i projektet.
Den lokale chef for musikorganisationen IFPI, Lachie Rutherford, der også er chef for Warner Music Asia Pacific, betegner Googles aktion som det første seriøse forsøg på at opdyrke det kinesiske online-musikmarked.
IFPI håber at Google dermed kan skabe et alternativ til den udbredte piratkopiering af musik i Kina.
Google fortæller ikke noget om musikformatet, DRM eller bitrates i sin pressemeddelelse om den nye tjeneste, men der er udviklet et avanceret interface, hvor brugerne blandt andet kan indtaste oplysninger om deres musiksmag og få anbefalet nye musikudgivelser.