Silkeborg Bibliotek må ikke sælge Internet-adgang til private. Det har Tilsynsrådet for Århus Amt netop afgjort i en opsigtsvækkende sag, hvor en privat Internet-udbyder havde klaget over konkurrencen fra det offentlige bibliotek, skriver Midtjyllands Avis. Tilsynsrådet siger i sin afgørelse, at kommunalfuldmagten sætter grænser for, på hvilke områder kommunerne må konkurrere med private virksomheder. Afgørelsen i Tilsynsrådet var dog ikke enstemmig.
Silkeborg Bibliotek stoppede salget af Internet-forbindelser, da sagen blev rejst, og afgørelsen får derfor ingen betydning for silkeborgenserne.