Koreanske Samsung har udviklet et nyt harddisk-alternativ til pc'er, som bygger på flash-teknologi. I modsætning til almindelig RAM bevarer flash-hukommelse sit indhold, når strømmen slukkes, og kan derfor bruges til permanent lagring af data.
Samsung er den største leverandør af flash-chips og satser på at fordoble lagrings-tætheden hvert år mens prisen falder. Med den nye disk forsøger Samsung at åbne et nyt marked for sin flash-hukommelse.
De første 1,8-tommers modeller kommer til august og kan rumme op til 16 GB. Disken indeholder 8-gigabit-chips og bruger angiveligt 95 pct. mindre strøm end konventionelle harddiske.
Den indeholder ingen bevægelige dele og skulle derfor være næsten lydløs. I forhold til harddiske er vægten mere end halveret, og risikoen for læsefejl skulle være betydelig mindre.
Samsung oplyser at hastigheden ligger på 57 MB i sekundet ved læsning og 32 MB i sekundet ved skrivning til disken.
I første omgang skal den lille og lette disk bruges i sub-notebooks og Tablet PC'er. Prisen er endnu ikke offentliggjort.