Siden august har den kriseramte it-kursusvirksomhed Microworld søgt ly i en betalingsstandsning.
De godt tre måneder, siden skifteretten godkendte Microworlds helle-postion i forhold til kreditorerne, har dog ikke været nok. Forleden måtte firmaet bede skifteretten og kreditorerne om at forlænge betalingsstandsningen med yderligere tre måneder.
Det blev bevilget, sådan som direktør Nils Claudi Arlund havde regnet med, siger han til ComON.
”Vi arbejder videre med den løsningsmodel, vi har præsenteret skifteretten for, og det tegner godt. Det har taget lidt længere tid, end vi havde regnet med, blandt andet på grund af lukningen af Nova,” fortæller han.
Microworld Nova var et søsterselskab beregnet til international ekspansion. Men de ambitiøse planer strandede i selskabets krise i kerneforretningen og er nu lagt på hylden, mens Nova er erklæret konkurs.