Resterne af Gatetrade skal sælges. Det er ifølge Dagbladet Børsen planen hos den advokat, som har fået ansvaret for at håndtere lukningen af Gatetrade.
Det største aktiv i selskabet er kontrakten med det offentlige om at drive Den Offentlige IndkøbsPortal. Ifølge Børsen er en af købskandidaterne konkurrenten IBX. Det tror Gatetrades direktør Steen Gede imidlertid ikke på, fortalte han fredag til CRN og IT-avisen ComON.
Han har imidlertid kendskab til en anden ny portal, som for tiden er under opbygning.
»Det er et helt nyt initiativ, som der vist ikke er ret mange, der har hørt om endnu. Men det kom på tale i forbindelse med lukningsplanerne, og vi vil nu indlede forhandlinger med dem med henblik på at overdrage dem den offentlige indkøbsportal,« fortalte Steen Gede fredag.
Også Topnordic og KMD nævnes blandt de interesserde. Hos Topnordic lufter man deciderede planer om et bud på portalen.
»Vi vil meget gerne have, at indkøbsportalen bliver drevet videre, og vi vil da overveje at byde ind på driften, for vi har i øjeblikket omkring 80 kunder, der køber ind via portalen, og i 2003 lagde de et stort tocifret millionbeløb hos os,« forklarer Topnordics administrerende direktør, Claus Hougesen til Dagbladet Børsen.