Postkassen - e-handlens mangelvare

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. marts 2007.


Danskere har skiftet køen i butikken ud med køen på posthuset. Den optimale løsning på distribution af pakker i e-handlens tidsalder ligger langt væk, selvom en stor postkasse kunne være svaret.

Du bestiller varer på nettet, det er smart. De gamle postordrekataloger er for længst afløst af butikkernes hjemmesider, der udsender lokkende skær af forbrugerlivets goder med flashanimationer, zoom og underlægningsmusik.
Det er så nemt at klikke alle herlighederne lige ned i indkøbskurven, betale med plastickortet og...ja, her slutter festen så.
Den ender nemlig som nummer 323 i køen på posthuset, og vi er kun nået til nummer 282. Den tid, du har sparet på at shoppe på nettet, rammer dig som en hammer i nakken lørdag formiddag sammen med alle bagstræberne, som stadig insisterer på at håndbetale deres analoge girokort.
Faktum er, at du ikke får dine varer leveret til døren, med mindre du tilfældigvis er hjemme, når posten kommer med dine pakker.
Det er ikke særlig smart.
"Fordelene ved e-handel er ærlig talt til at overse, hvis du skal ned og stå i kø på posthuset," siger Morten Kamper, direktør i Foreningen af Danske Internet Handlende, FDIH.
Må ikke aflevere pakken
Hvorfor kan vi ikke bare alle sammen anskaffe en stor postkasse, der har plads til pakkerne?
Tag nu Marianne Sølund, som driver virksomheden Postopak i Århus. Hun producerer og sælger en hel produktserie af velvoksne postkasser med plads til det hele. Her kan Årstiderne snildt stille kassen med økologiske grøntsager, og der er rigelig plads den billige DVD-afspiller, du fandt på en tysk hjemmeside.
Mariannes Sølunds store kasser kan kun åbnes en gang. Når postbudet har afleveret pakken og lukket kassen, kan den kun åbnes med en nøgle. Pos-ten kan let og sikkert komme af med pakken, og forbrugeren skal ikke ned på posthuset og stå i kø.
Problemet er løst, og alle er glade, skulle man tro. Men happy endings findes kun i eventyrene, for det kan ikke lade sig gøre at distribuere pakker på den måde.
Årsagen er ligeså enkel som irriterende: Postbudet må ikke aflevere en pakke uden at sikre sig en kvittering for, at den er modtaget. Og det er grunden til, at e-handel stadig er en upraktisk måde at handle på.
"Jeg ser mine store postkasser som en gave til e-handlen. Det er jo ikke den dybe tallerken, det her. Men pakkepostfirmaerne burde kunne aflevere store pakker til forbrugerne. Der må kunne findes en løsning," siger Marianne Sølund.
Kvittering er afgørende
Alle i distributionsbranchen er enige om, at den ideelle løsning vil være at levere pakken til forbrugeren i første hug. Det er billigst og bedst for forbrugeren og distributøren.
De store postkasser kunne løse problemet, hvis kasserne ellers var forsynet med teknologi, der kunne sende postbuddet af sted med den kvittering for modtagelsen, der er så vigtig.
Kvitteringen er afgørende for erstatningspligten. Når en pakke først er stregkodet og i distributørens varetægt, er det samtidig en garanti for varen.
"Udfordringen ligger i at komme af med pakkerne. Hvis der er modtagerkvittering på pakken, så skal vi aflevere den til modtageren," siger Casper Dalbo, der er vicedirektør for kurer, ekspres & pakker i Post Danmark.
Han vil allerhelst aflevere pakkerne til forbrugeren med det samme, for det er dyrt, når de skal køres tilbage til posthuset, registreres, opbevares og udleveres igen.
"Jeg tror, at vi fremover skal tilbyde mere fleksible leveringer, hvor prisen for udbringningen afhænger af, hvad du køber og hvor hurtigt det skal leveres," siger han.
Der er lang vej til, at forbrugeren får den optimale løsning, nemlig at få de netindkøbte varer leveret direkte til hoveddøren, erkender Morten Kamper, FDIH.
"Post Danmark er helt central i dette spørgsmål. Som det eneste firma med forsyningspligt leverer Post Danmark over hele landet. En netbutik skal kunne få varerne frem til alle kunder. Det bliver meget kompliceret, hvis den skal operere med mange forskellige pakkedistributører. Det er et spørgsmål om infrastruktur, og her kommer vi ikke uden om Post Danmark," siger han.
FDIH og Dansk Postordre Handel holder løbende møder med Post Danmark og de alternative distributører. De to organisationer er i øvrigt i færd med at fusionere, da de deler interesser over en bred kam.
Central selvafhentning
Det mest realistiske bud på en fremtidig løsning er selvafhentning, måske ikke hele døgnet, men i hvert fald i aftentimerne, og måske kombineret med en sms-tjeneste, mener Dansk Postordre Handels sekretariatschef, Bjarne Willingshøj.
"Pakkedistribution er et problem, vi har arbejdet med i mange år. Behovet for at kunne modtage pakker er stigende i takt med, at e-handlen vinder mere og mere terræn," siger han.
Når kvitteringsproblemet ikke står foran en umiddelbar løsning, kunne centrale afhentningssteder, som forbrugerne kan bruge uden for normal åbningstid, være et bud.
I Tyskland har man for eksempel sat pakkeautomater op på offentlige steder. Her afleverer posten pakkerne, sender en sms-besked til modtageren, som benytter en personlig kode, når pakken skal hentes i automaten.
"Tyskerne er glade for dem, og vi udelukker ikke den løsning," siger Post Danmarks Carsten Dalbo.
Informationsteknologien kan først og fremmest forbedre kommunikationen mellem forbrugeren, der venter på sin pakke, og de firmaer, der bringer pakken ud, mener FDIH.
"Jeg forestiller mig sms-advarsler om, at pakken er på vej. Det skal også kunne gå den anden vej. Hvis du for eksempel misser pakkebuddet, kan du kontakte ham, og måske få ham til at køre forbi igen på tilbagevejen," siger Morten Kamper.
Tilbage i Århus har Marianne Sølund ingen problemer med at sælge sine store postkasser. Siden hun startede i juni sidste år, har hun produceret og solgt cirka 600. Men det er ikke det e-handlende folk, som har glæde af dem. Det er især små erhvervsdrivende, som modtager ringbind og vareprøver i deres post, der køber postkasserne.
"Den anden type kunder er pudsigt nok pensionister, der for eksempel holder lange ferier, men ikke vil gå glip af deres lokalaviser og reklamer," fortæller hun
Marianne Sølund forestiller sig, at informationsteknologien kunne komme hende til hjælp, så hendes postkasser kan blive til rigtige e-handelspostkasser.
"Hvis man kan sende en sms til sin kaffemaskine, så den starter, så må der være noget teknologi, der kan bruges til at give postbuddet en kvittering," funderer hun.
Den vilde løsning i 3D
Forskerne hos Innovation Lab i Århus præsenterer en lidt overraskende løsning på problemet: i fremtiden får vi slet ikke brug for at modtage fysiske ting. Man downloader blue prints mod betaling over nettet og printer dem ud på sin 3D-printer i et selvvalgt materiale.
Man skal lige have en 3D-printer først, men når man først har hentet den på posthuset eller i en af de tyske pakkeautomater, er vejen banet for hjemmeproduktion af stort set alt.
"Det er den vilde løsning, men det kommer, teknologien er til stede. I dag kan du købe en 3D-printer som samlesæt for 1.500 dollars, og priserne på hardware falder hele tiden," siger Mads Thimmer, medstifter af Innovation Lab.
Han fortæller, at den amerikanske hær i dag udprinter brugbare komponenter, hvis de mangler en reservedel til en af deres Apache-helikoptere. Så slipper de for at vente på posten fra USA.
"MIT (Massachusetts Institute of Technology, red.) arbejder seriøst på at demokratisere produktionsapparatet, som de kalder det. De har oprettet fab-labs i en række udviklingslande, så befolkningen på længere sigt vil kunne printe for eksempel gummisåler ud til deres sko. Avancerede industrimaskiner skal ikke være forbeholdt storindustrien, når produktionen kan foregå mere hensigtsmæssigt i lokalsamfundene, er tanken. Bord-service er oplagte emner. Hvorfor gå ned i butikken og købe en af de teskeer, der bliver væk hele tiden, når du bare kan printe den ud," spørger Mads Thimmer.
Det varer formentlig lidt endnu, inden vi ser en 3D-printer ved siden af vaskemaskinen hos hr. og fru Jensen, så indtil da, er en kombination af kamera- og mobilteknologi muligvis en mere nærliggende løsning, når posten skal afleveres.
"Hos os har vi irisscanning som adgangskontrol, og vi kan per remote lukke folk ind på Innovation Lab. Jeg tror, at vi vil se en blanding af mobil- og kamerateknologi tilsat god båndbredde, så du kan lukke posten ind og ud af huset og kontrollere, at pakken bliver afleveret," siger Mads Thimmer.

billedtekst: Endestation E-handel bliver ikke smart, før kunderne kan modtage deres pakker derhjemme. Marianne Sølunds store postkasser kunne være løsningen, men Post Danmark må ikke aflevere pakker i dem. Foto: Postopak

OriginalModTime: 15-03-2007 15:04:12




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere