Folkehøjskoler som digitalt dannelsesvåben

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. november 2006.


Danmark har en relativt stærk it-infrastruktur, men ingen initiativer forbereder danskerne til at agere i den digitale verden. Og det er farligt, mener tænketanken CIO Innovation Forum, hvor formand for en arbejdsgruppe sammenligner nutidens udfordringer med behovet for dannelse i 1800-tallet.

Lad os begynde med at slå en vigtig pointe fast: Al snak om digitale kompetencer i tænketanken CIO Innovation Forum handler om langt mere end pc-kørekortet version 2.7 forstået som yderligere dygtiggørelse af danskerne betjening af en pc, tastatur og internet.
Digitale kompetencer drejer sig om noget mere gennemgribende. Det handler om evnen til at begå sig i et samfund, hvor informationsteknologiens indflydelse kun vokser og vokser, fordi den rummer hidtil usete muligheder for at forbedre innovationsevnen, effektiviteten, borgerkontakten, konkurrenceevnen med mere.
Og det stiller krav til alle lige fra tømreren i Herning til it-eksperten hos Novo Nordisk i Bagsværd. Førstnævnte fordi han vil få brug for at betjene it-værktøjer til at sikre bedre og billige byggeprojekter, og it-eksperten fordi han vil få ansvaret for at udvikle nye modeller til sikring af Novo Nordisk's innovationsevne.
Så langt er en arbejdsgruppe under tænketanken CIO Innovation Forum nået i sit forsøg på at definere, hvad der kendetegner fremtidens digitale kompetencer.
Emnet er dukket op blandt de seks fokusområder, som tænketanken skal beskæftige sig med i det kommende år.
Baggrunden er, at styregruppens medlemmer fornemmer et grundlæggende kompetenceunderskud, som truer Danmarks velstand.
Helt konkret viser det sig ved, at ni ud af ti topchefer ikke forstår at udnytte potentialet i informationsteknologien. Eller et andet eksempel: Den meget lave søgning til it-uddannelserne i Danmark, vil på længere sigt skabe et kompetenceunderskud på eliteniveau.
På samme måde peger alle tegn på, at netop de digitale teknologier bliver afgørende for vestlige landes fremtidige velstandsudvikling.
- It bliver en kompetence, alle skal besidde, på samme måde som det forventes, at vi kan lægge to tal sammen. Nogle vil sige, at vi da sagtens kan klare os ved at kunne læse og skrive.
Men ikke i ret mange år endnu. Og den tanke skal vi til at vænne os til, mener Klaus Kvorning Hansen, direktør for udvikling og service hos Pen-Sam og formand for arbejdsgruppen under CIO Innovation Forum, der arbejder med de digitale kompetencer.
Med i arbejdsgruppen sidder også IT-Universitetets rektor Mads Tofte. Han mener, at vi er blevet så vant til at se it som et fænomen, der handler om at bruge pc'er og Office-pakken, at vi slet ikke har øje for det potentiale, som informationsteknologien rummer.
- Jeg er ikke sikker på, at det er almindeligt anerkendt, hvor banebrydende it er. Men for mig at se er det et lige så stort skridt, som da vi mennesker opfandt det at læse og skrive. It er i fase, hvor kun meget få kan skimte det egentlige potentiale, siger Mads Tofte, der giver et eksempel:
- I videnskaben er it ikke længere et værktøj, it er rent faktisk med til at ændre andre fagområder. Molekylærbiologi er ikke det samme som før it. Og fysik er ikke det samme. It gør os nemlig i stand til at skabe nye modeller af verden, siger Mads Tofte.

Banen er trukket op. Med skarpe streger endda. For de bebudede kompetenceløft kommer til at gælde alle danskere, hvis det står til både it-rektoren og Pen-Sam-direktøren.
De beskriver digitale kompetencer som en metafærdighed på linje med at læse og regne, hvor den brede del af befolkningen forstår at anvende værktøjerne, mens vi samtidig har en elite, der udvikler nye teoretiske modeller og måder at anvende dem på.
Og dette brede fokus på digitale kompetencer glimrer i dag ved sit fravær i debatten, mener Klaus Kvorning-Hansen.
- Når man læser i eksempelvis IT- og telepolitiske redegørelse, handler den meget om sikringen af den tekniske infrastruktur, for eksempel i form af bredbånd til alle, siger Klaus Kvorning Hansen. Han mener, at de tekniske initiativer er væsentlige forudsætninger for den digitale fremtid, men at fraværet af fokus på digitale kompetencer svarer til opbygning af et jernbanenet uden at anvende det.
- Da dygtige ingeniører skabte jernbanerne over hele landet, gjorde det ikke i sig en forskel. Nej, det var for eksempel landets mange andelsvirksomheder og andelstanken bag, der medvirkede til at vi i Danmark udnyttede jernbanenettet på vores måde. Forskellen lå i udnyttelsen af infrastrukturen. Og det gælder også den it-teknologiske infrastruktur, siger Klaus Kvorning Hansen.

Paradokset er ikke svært at få øje på. Sværere er det at få et klart billede af, hvilken indsats der er behov for.
Klaus Kvorning Hansen mener i første omgang, at der er brug for en bred erkendelse i samfundet om, at digitale kompetencer er vigtige.
Han sam­men­ligner Dan­marks kommende udfordring minder om tidligere tiders brede kompetenceløft, hvor to eksempler står lysende klare. Dels da Frederik den Fjerde oprettede Rytterskolerne i begyndelsen af 1700-tallet for at uddanne bondebefolkningen i læsning og regning - mest for at sikre, at Danmark havde kompetente soldater.
Dels Grundtvigs dannelsesbevægelse i midten af 1800-tallet, som førte til skabelsen af folkehøjskolerne, der formede den danske befolkning til at begå sig i et demokratisk samfund.
- Det blev gjort i en erkendelse af et underskud i den danske befolkning, siger Klaus Kvorning.
Det var et stort skidt for demokratiet, at den store del af befolkning blev dannet. De digitale teknologier kan give sammen spring. Men det forudsætter, at vi får lige adgang og fælles kompetencemæssige forudsætninger, mener han.
En anden grund til kompetenceløftet er ifølge rektor Mads Tofte, at digitale kompetencer får større og større betydning i virksomhederne. Statistikker viser, at 30 procent af den produktivitetsforøgelse, danske virksomheder over en årrække har oplevet, skyldes it.
- Det betyder, at mangel på it-færdigheder blandt de ansatte vil koste, ligesom det er tilfældet, hvis man har rigtigt mange, der ikke kan læse og skrive.
Men Danmark kan ikke pudse glorien ved blot at uddanne bredden. For at være førende skal vi styrke eliten, der er hele fundamentet for Danmarks innovative udvikling fremover. Det synes i dag som en rejse op ad bakke i strid modvind, for ikke nok søger ind på de videregående uddannelser. Og det er skidt. Det er netop fra den kant, at fremtidens innovative anvendelse af informationsteknologien skal komme, mener Mads Tofte:
- Eksperterne er nødvendige. Det er dem, der skal tage initiativerne til at skabe noget med it - ikke bare nye apparater, men også nye forretningskoncepter og nye anvendelser af digitale medier, siger han.
Næste skridt i Mads Toftes og Klaus Kvorning Hansens arbejde handler om at få sat ord på, hvad der skal til for at styrke de digitale kompetencer. I processen vil de blandt andre inddrage eksperter fra Danmarks Pædagogiske Universitet og anden fagekspertise.
Målet er at fremlægge nogle foreløbige bud på konkrete initiativer på det egentlige tænketank-møde, CIO Innovation Forum, der foregår 31. januar 2007.

Faktaboks:
Vilde med digitale kompetencer
Digitale kompetencer er et hedt emne, der engagerer alle medlemmer i styregruppen for CIO Innovation Forum. Flere af medlemmerne brænder for emnet, fordi de i øjeblikket kun kan se på, hvordan Danmark forspilder en masse muligheder.
Blandt de engagerede er Jesper Bove-Nielsen;
- At udvikle digitale kompetencer handler også om at styrke evnen til at starte nye virksomheder og se de digitale muligheder i for eksempel elektronisk bogføring og outsourcing - at orkestrere de digitale muligheder og omsætte den til forretning. Og her er mulighederne meget større i den digitale verden end den fysiske. Det er meget mere omkostningsfuldt at købe en butik på Gl. Kongevej end på en gade på nettet, siger medlem af CIO Innovations styregruppe, Jesper Bove-Nielsen, associate i konsulentvirksomheden Betahq.
Administrerende direktør for Microsoft Danmark, Jørgen Bardenfleth, agiterer kraftigt for emnet. Og selv om han repræsenterer it-branchen, der skriger på højtuddannede it-eksperter, erkender han også vigtigheden af et bredt kompetenceløft. Ikke mindst for at højne it-kompetencerne hos fremtidige brugere i store sektorer som fødevarer og landbrug, transport og logitisk, bygge og anlæg og sundhed.
- Det er vigtigt, vi har folk, der kan anvende it til for eksempel at skabe en bedre supply chain i en produktionsvirksomhed, en effektiv elektronisk patientjournal på sygehusene og en god borgerservice. Det kræver folk med en it-uddannelse, og dem kunne der godt være flere af. Men der også et stigende krav til, at brugerne af de mange it-systemer får bedre kompetencer. Det handler om evne til at indsamle, behandle, dele og kommunikere information. Får vi ikke højnet kompetenceniveauet, får vi ikke den værditilvækst, vi har behov for i konkurrencen med andre lande, siger Jørgen Bardenfleth.

OriginalModTime: 16-11-2006 14:27:12




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere