Ny tænketank: Innovationsplan for det digitale Danmark

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. november 2006.


vækststrategi Danmark har brug for en ny, ambitiøs, ­digital masterplan, hvis positionen som et af verdens stærkeste it-lande skal udnyttes til andet end positiv omtale. Det sker i regi af tænketanken CIO Innovation Forum.

Flere af landets førende digitale beslutningstagere og samfundstænkere har netop sat arbejdet igang med tænketanken CIO Innovation Forum, som ikke kun it-Danmark, men hele landet bliver inviteret til at realisere.

9 ud af 10 topchefer forstår ikke de teknologiske muligheder for anvendelse af it i innovations­processerne.
Kun tre procent af landets virksomheder mener, de sparer penge på at kommunikere digitalt med det offentlige, og beskedne 16 procent af borgerne opnår hurtigere sagsbehandling.
Og - som det fremgår af ugens Computerworld - hele tre ud af fire it-vejledere mener ikke, at nyuddannede lærere er klædt på til at integrere it i undervisningen, som folkeskoleloven ellers kræver.
Således blot tre ud af mange nedslående overskrifter om it på forsiden på Computerworld siden sommerferien, der alle vidner om, at der er brug for en forstærket indsats på it-området.

Ifølge formanden for den nyetablerede tænketank, CIO Innovation Forum, er den åbenlyse mangel på digitale kompetencer blandt lærere, topchefer og danskere generelt et alvorligt problem. For de, der ikke mestrer dem, får vanskeligt ved at spille på A-holdet. Eller overhovedet være i spil.
- Indsigt i og forståelse af teknologianvendelse er en lige så nødvendig kvalifikation for at begå sig i fremtidens samfund som at kunne regne, læse og skrive. Det er en ny meta­færdighed, som alle må mestre, siger Lars Mathisen, CIO og formand for Dansk IT, it-­beslutningstagernes fore­ning.
Digitale kompetencer bliver første emne på listen over udfordringer, som kan forstærke fundamentet under det digitale Danmark. Selv om rækken nærmest er uendelig af internationale rapporter, der placerer Danmark i en toppostion for bedste it-infrastruktur, mest hardware og relativ billige priser på datatrafik, så er det kun et spørgsmål om tid, inden andre lande haler ind på os, hvis vi ikke er i stand til at udnytte teknologien til at skabe innovation og udvikling.
Det er den fælles udmelding fra de 17 medlemmer af styregruppen i CIO Innovation Forum.
De har hver især stor indsigt i både it- og samfundsforhold og repræsenterer nogle af de væsentlige virksomheder og organisationer i Danmark.

De næste to måneder vil en arbejdsgruppe under ledelse af Klaus Kvorning fra Pen-Sam og rektor Mads Tofte fra IT-Universitetet udarbejde et oplæg om, hvordan digitale kompetencer skal defineres, og hvordan de digitale kompetencer skal udbredes.
Oplægget vil blive lagt frem til diskussion på CIO Innovation Forum 31. januar 2007, hvor deltagere fra både it-danmark og andre relevante organisationer, virksomheder og fora vil blive inviteret til at diskutere og sætte deres præg på de konkrete initiativer som CIO Innovation Forum vil foreslå, når det gælder digitale kompetencer.
Digitale kompetencer er meget væsentlige, hvis vi skal udnytte it i fremtiden, mener rektor ved IT-Universitetet, Mads Tofte:
- Lad mig give et billede. Hvis vi som mennesker går rundt med en forestilling om, at verden er flad, udnytter vi ikke potentialet i, at den er rund. På samme måde med it. Der er mange ting, som vi ikke kan gøre, fordi vi muligvis ikke har den rette forståelse for, hvad it egentlig er, siger han.

På samme måde som ved digitale kompetencer skal der det næste års tid holdes fem andre CIO Innovation Forum-arrangementer, som hver især vil diskutere oplæg og vedtage de formuleringer og handlinger, som skal sikre, at it kommer til at gennemsyre alle aspekter af erhvervs- og samfundslivet i Danmark.
Efter to intensive møder i styregruppen og i samarbejde med gruppens netværk, er der enighed om de seks punkter, der skal fokuseres på lige nu for at skabe et solidt fundament under et digitalt Danmark:

Digitale kompetencer.
Digitalisering (teknologianvendelse).
Digtialt samfund (værdier, demokrati, kultur).
Digital forvaltning (tværgående, borgerrettet).
Digital image (resultatet, succeshistorier).
Digital forretning.

Emnerne spænder vidt, og af samme grund består tænketanken af et bredt udsnit at it-kompetente personer. Blandt styregruppens medlemmer er både repræsentanter fra private virksomheder, det offentlige, konsulenter, forskerverdenen og it-branchen.
Og det er en stor styrke, mener styregruppemedlem Kenneth Egelund Schmidt, der til daglig er CIO hos Danfoss.
­- I dette forum kan vi mødes fælles om et højere formål og se ud over den rolle, vi spiller til dagligt. Vi har mulighed for at diskutere på neutral grund, og der er meget at hente i denne vekselvirkning, vurderer han.
De enkelte arbejdsgrupper vil i samme ånd om et højere fælles formål hente inspiration fra fageksperter. Skulle det for eksempel vise sig at være nødvendigt med en handlingsplan på skoleområdet, vil det være naturligt at invitere eksperter fra den pædagogiske verden.

Udover fastlæggelse af de vigtigste indsatsområder for at fremme det digitale Danmark, er det en væsentlig pointe for tænketanken at få sat problematikkerne på den politiske dagsorden.
Her er debat om it-anvendelse nærmest ikke tilstedeværende, mener Ejvind Jørgensen fra Rambøll Management og formand for tænketankens arbejdsgruppe, der skal se nærmere på digital forvaltning.
­- Alle politikere anerkender it som værende vigtig, men det er svært at se en konsekvens i deres handlinger. Derfor er det nødvendigt at få it på dagsordenen ved at få kommunikeret en klar og tydelig forbindelse mellem potentielle samfundsgevinster og it, mener Ejvind Jørgensen.
Som eksempel henviser han til, at en anerkendt forsker som Jobst Fiedler fra Hertie School of Governance i Berlin betegner digital forvaltning som værende den mest dominerende "driver" for reformering af den offentlige sektor.
Samme mangel på anerkendelse af it hos politikerne fornemmer tidligere formand for Dansk IT Allan Fischer-Madsen, der i dag er vice president hos Devoteam Group. Han håber, at CIO Innovation Forum kan løfte den opgave.
­- Det kunne tyde på, at vi i Danmark er gode til at udnytte it. Men det må ikke blive en sovepude. Der er for eksempel mange sektorer, der fortsat mangler at komme gang og anvende it, siger han.

Ifølge Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD og formand for brancheorganisationen IT-Branchen, kan det være forummets styrke, at initiativet bakkes op af en bred kreds af interesser.
­- Når vi slår kræfterne sammen, oplever vi større gehør. Det var for eksempel min erfaring, da IT-Branchen, Dansk IT og Dansk Handel og Service gik sammen om et fælles initiativ om øget standardisering, hvor der blandt har været ministerinvolvering, siger Lars Monrad-Gylling, der også vil bidrage til arbejdet ved at samkøre nogle af IT-Branchens aktiviteter med aktiviteterne i CIO Innovation Forum.
­- Dermed kan vi få en hurtigere kortlægning af forskellige områder og komme hurtigere frem med noget konkret, siger han.

CIO Innovation Forum mødes første gang 31.januar 2007. Her vil rammen om debatten blandt andet være digitale kompetencer.

Læs mere: dansk-it.dk/cio_innovation_forum.aspx"

Faktaboks:
Styregruppen
Formand:
Lars Mathiesen, CIO i Nykredit og formand for interesse­organisationen Dansk IT.

Medlemmer:
Mikael R. Lindholm, chefredaktør Computerworld.
Jørgen Bardenfleth, administrerende direktør for Microsoft Danmark og næstformand i brancheorganisationen IT-Branchen.
Jesper Bove-Nielsen, beta associate i konsulentvirksomheden Betahq.
Peter Bruun, professor, DTU.
Allan Fischer-Madsen, vice president, Devoteam Group.
Torben Flensby, partner i Flensby & Partners.
Klaus Kvorning Hansen, CIO i Pen-Sam.
Henrik Jeberg, CIO i Økonomistyrelsen.
Ejvind Jørgensen, underdirekkør i Rambøll Management.
Lisbeth Knudsen, forhen­værende nyhedsdirektør i DR.
Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD
og formand for branche­organisationen IT-Branchen.
Kenneth E. Schmidt, CIO hos Danfoss.
Michael V. Skånstrøm, CIO hos Lundbeck.
Mads Tofte, rektor for IT-Universitetet.
Kim Østrup, vicedirektør i IBM og næstformand i brancheorganisationen IT-Branchen.
Jan Horsager, erhvervs­redaktør på Computerworld.
Tony Franke, direktør i Dansk IT.

Billedtekster:

Digitale kompetencer
Formand: CIO Klaus Kvorning Hansen, Pen-Sam.
Formål:
Danmark skal klare sig i fremtidens globale økonomi ved at mestre digitale kompetencer.
Det bliver afgørende for danske virksomheder og medarbejdere at anvende it offensivt til at sikre såvel produktivitetsgevinster som innovationsgevinster, hvis de - og samfundet som helhed - skal klare sig i en global konkurrence, hvor Kina sætter prisen.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan vi definerer digitale kompetencer. Det er styregruppens opfattelse, at digitale kompetencer rækker ud over rene teknologikundskaber, som datalogi. Det er også styregruppens opfattelse, at den bredere forståelse af digitale kompetencer ikke er fuldt ud defineret og forstået, hvilket kan være med til at svække opbygningen af dem og lysten blandt unge som ældre til at tilegne sig dem.
Der er behov for en definition og en strategi for, hvordan Danmark sikrer borgerne de stærkest mulige digitale kompetencer. Dette er et grundvilkår for succes i fremtiden.

Digitalisering
Formand: CIO Kenneth E. Schmidt, Danfoss.
Formål:
Danmark skal klare sig i fremtidens globale økonomi ved at anvende it på innovative måder inden for eksisterende styrkeområder og ved at forbedre - eller innovere - eksisterende produkter og koncepter.
Denne innovation vil levere nye digitale (herunder intelligente) produkter, gennemdigitaliserede virksomheder og brancher, som vil kunne konkurrere på nye og værdiskabende løsninger og funktioner.
Spørgsmålet er, hvad den enkelte branche og det omkringliggende samfund kan gøre for at facilitere digitaliseringen i de enkelte virksomheder, ligesom det er spørgsmålet, hvad best practice er.

Digitalt samfund
Formand: Forhenværende nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, DR.
Formål:
Digitaliseringen berører en lang række samfundsforhold og rejser nye muligheder - og spørgsmål - om sammenhæng, holdninger og værdier.
Digitaliseringen kan skabe et A- og B-hold, som udvikler forskellige holdninger, værdier og samfundsambitioner.
Spørgsmålet er, om vi i dag er enige om, hvad vi vil digitalt, hvorfor og hvordan vi skal nå det - hvis vi ikke er det, kan gamle magtstrukturer og særinteresser fungere som barrierer for digitaliseringen.

Digital forvaltning
Formand: Underdirektør Ejvind Jørgensen, Rambøll Management.
Formål:
Digitaliseringen åbner for en ny, individualiseret og berigende interaktion mellem det offentlige og borgerne, og kan - rigtigt anvendt - frigøre store ressourcer både i det offentlige og blandt brugerne.
Danmark har behov for begge muligheder, dels for at sikre konkurrencevnen, dels for at kunne bevare en høj offentlig kvalitet i en fremtid med stadig mere knappe ressourcer.
Spørgsmålet er, hvordan den digitale forvaltning kan fremmes, så det fulde udbytte af den offentlige digitalisering bliver realiseret. En række analyser tyder på, at vi i dag ikke har det optimale governance system i det offentlige (effektivitet bliver udlagt som besparelser, beslutninger bliver taget decentralt, fokus er internt frem for brugerorienteret, ingen vil tage ansvaret).

Digital image
Formand: Vice president Allan Fischer-Madsen, Devo­team Group.
Formål:
It har i de senere år mistet tiltrækningskraft i den brede befolkning såvel som blandt beslutningstagere.
Det er der flere årsager til, men resultatet er et relativt svagt image, som får mange unge til at vælge it-uddannelser fra, mange kvinder til at fravælge it som interesseområde og mange beslutningstagere til at fokusere på andre discipliner og indsatsområder end it. Det svækker de danske it-kompetencer og udhuler innovationsgrundlaget på et tidspunkt, hvor it åbner for flere anvendelsesmuligheder, end nogen sinde før. Der er behov for at bryde dette paradoks og etablere en ny interesse og forståelse for it's potentiale.
Denne indsats kan bestå af mange forskelligartede virkemidler og mange interessenter, hvor fællesnævneren oftest vil være fortællinger om den succes, it kan føre til koblet med noget andet, for eksempel i form af nye produkter, der tilbyder nye oplevelser (værdiskabelse og vækst), som udvikler for mennesker (personlig udvikling og professionel mission), som værktøj til at løse påtrængende samfundsopgaver (kan it aktivere den voksende ældregruppe?). Disse
historier kan fortælles gennem reklamer, bøger, artikler, konkurrencer, m.m. Kunne Danmark blive hjemlandet for en IT Olympiske Lege?

Digital forretning
Formand: CIO Michael Skånstrøm, Lundbeck.
Formål:
Digitaliseringen rummer det måske stærkeste instrument i virksomhedernes konkurrence i dag. Ikke desto mindre mangler der en bevidsthed om best practice for den digitale virksomhed, ligesom der ikke eksisterer en benchmark. Det er i de fleste virksomheder uklart, hvad digitaliseringsgevinsterne er.
Der er behov for at udvikle et digitalt regnskab, som blotlægger digitaliseringens økonomiske dynamik og gør det naturligt at bringe digitaliseringen på bestyrelsens dagsorden, ligesom der er behov for en definition og målestok for den digitale virksomhed, der gør det muligt at identificere cases på best practice og skabe en lærende debat.
Det fremstår samtidig ikke i dag klart, hvilke nye digitale forretningsmodeller, der tegner sig på horisonten - de såkaldte web 2.0-applikationer, som åbner for nye måder at udvikle, arbejde og konkurrere.
Det er også nødvendigt at se på de danske virksomheders digitale konkurrencefordele i et globalt perspektiv. For eksempel er det muligt, at Danmark har kulturelle og kompetencemæssige forudsætninger til at positionere sig i den globale værdikæde som et "digitalt eksperimentarium", hvor nye informationsteknologier bliver testet og tilpasset, men ikke nødvendigvis hverken opfundet eller masseproduceret.

OriginalModTime: 09-11-2006 14:02:53




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere