Fornemmelse for innovation

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. september 2006.


Amerikansk professor med speciale i it og innovation opfordrer CIO'er til at gribe bolden og fjerne forhindringerne for innovationen. Men det kræver en adfærdsændring.

Især efter dotcom-boblens voldsomme brist blev jagten intensiveret på den type it-ledere, der kunne skære ind til benet og skabe effektiviseringer. Formålet var primært at få forbrændt det overflødige it-fedt, der havde klistret sig til virksomheden i de glade dage. Og det kunne næsten kun gå for langsomt.
Nu, fem år senere, har behovet ændret sig. Der er stadig brug for effektiviseringsspecialister, men et pænt stykke hen ad vejen kan it-ledere sætte et OK-tegn ud for denne veludførte opgave. Nu vokser behovet til gengæld for en ny type CIO: De, der kan fornemme og understøtte innovationen i virksomheden - fordre nytænkning og forretningsudvikling.
Det vurderer den amerikanske professor fra Harvard Business School, Robert Austin, der indtil for nylig var i Danmark i forskningsøjemed. Han mener, at it vil være den centrale nøgle til øget innovation i fremtiden, fordi it kan understøtte idédannende processer.
- Udviklingen vil få store konsekvenser for CIO'ens rolle. Innovation foregår allerede i virksomheden i dag, men typisk i en afdeling for produktudvikling, i marketingafdelinger eller andre steder. Ikke hos it. Men det er ikke altid it's skyld. Efter dotcom-boblen fik mange CIO'er barberet deres budgetter og fik at vide, at de ikke skulle tænke kreativt - for det var jo det, som de der internetfyre havde sagt, de skulle gøre, forklarer Robert Austin, der selv er tidligere CIO og i dag leder af Harvard Business Schools linje for CIO'er.
Ændret syn på it
Ifølge den amerikanske professor er løsningen en kombination af en ændret selvforståelse hos CIO'en og et ændret syn på it fra topledelsen.
Og udviklingen går i den rigtige retning mange steder, vurderer han.
- Da jeg for fem år siden spurgte CIO'erne, hvor mange projekter, der skabte værdi på omkostningssiden, og hvor mange på indtægtssiden, var der overvejende tale om projekter, der kunne reducere omkostninger. Nu er det mere fifty-fifty, når jeg spørger, siger han.
I Robert Austins vision om it som nøglen til innovation er pointen, at it til dato har understøttet den industrielle tankegang, der har præget samfundet siden den industrielle revolution. Således har it været benyttet til at effektivisere eksisterende processer - som han udtrykker det, "split dem, gør dem til rutiner, digitaliser dem og automatiser dem", hvilket der i sig selv ikke er noget galt i. It er blot endnu ikke blevet anvendt i sit fulde potentiale.
Skab simuleringsværktøjer
Det uudnyttede potentiale ligger ifølge Austin i at understøtte processer, der skaber nye idéer. Han nævner for eksempel en flyfabrik. Her er det i dag svært at udvikle og afprøve nye fly, fordi omorganisering af fabrikken og risikoen for, at det nye fly slet ikke kan lette eller styrter ned, er meget stor. Men kan hele denne proces håndteres i et it-simuleringsværktøj, vil gevinsterne blive enorme. Simuleringsværktøjet vil kunne generere de fejl og tilfældigheder, som er så vigtige i enhver innovationsproces, mener han.
- Det kan meget vel være CIO'ens opgave at se på, hvor i organisationen disse processer kan understøttes, siger Robert Austin.
Men barriererne findes, og de skal nedbrydes, før det sker. En af de væsentligste er hele tilgangen og synet på it-projekter - både med hensyn til metode og økonomi. Metodemæssigt handler det om at udvikle systemerne ud fra en agil tankegang frem for den gode gamle vandfaldsmetode. På den måde udnytter it selv teorierne bag den innovative tankegang, ligesom systemerne efter alt at dømme kommer tættere på at levere den forventede vare.
Ingen it-projekter uden problemer
- Er det sandsynligt, at vi vil kunne gennemgå et stort projekt, uden at der opstår problemer? Nej, vel. Forskellen på et godt og et dårligt it-system er ofte, at et dårligt indeholder præcis de funktioner, der blev efterspurgt, mens et godt indeholder funktioner, som blev udviklet i løbet af processen - måske på grund af tilfældigheder, siger han.
Men for at det kan lade sig gøre, er der behov for andre økonomiske modeller bag it-udviklingsprojekter.
- Økonomiafdelingen er vant til at se på it-projekter som en komplet investering - som køb af en kopimaskine. Men it skal i virkeligheden betragtes som en usikker investering. I stedet for at kaste ti millioner dollars efter et projekt og advare mod overskridelse af budgettet, bør investeringen måske foretages løbende i mindre rater. Måske kommer det til at koste mere end ti millioner, måske mindre. Og måske opdager man i tide, at det ikke fungerer. Men det kræver en ændret tankegang i regnskabsafdelingen, siger Robert Austin. ?

Læs mere om Robert Austins visioner i artiklen "It skal understøtte fejl". Find den på computerworld.dk/art/35254

Faktaboks:

Fem håndgribelige CIO-råd

Økonomien?CIO'en skal se på nye finansieringsmuligheder. It-projekter skal ikke ses som store afskrivningsberettigede aktiviteter, men som udviklingsprojekter. Mange af pengene på it skal bruges til at vise, hvor man overhovedet vil hen. Ser man et afkast med en fordeling på 70 procent til fremskridt og 30 i læring er det faktisk rigtigt godt.

Kommunikation?CIO'en skal kommunikere, at fejl ikke er en katastrofe, men en del af en læringsproces. Det handler om at ændre ledelsen og resten af organisationens opfattelse af, at enhver krone spenderet på it ikke udmønter sig i konkrete og målbare aktiviteter.

Fokuser på indtægtssiden?Gå efter it-projekter, der kan være en gevinst på indtægtssiden. Udpeg de steder i organisationen, hvor man for eksempel kan udnytte it til afprøvning af nye idéer meget hurtigere. De enkelte afdelinger tænker højst sandsynligt allerede lignende tanker, for tiden er til det.

Anerkend eksperimenter?It-afdelingen kan understøtte eksperimenter og skabelsen af nye idéer.

Mindre kvalitetskontrol?Kvalitetskontrol fremmer standardiserede processer - og det skal man forsøge at undgå. Det er meget effektivt i en industriteknisk sammenhæng, men kan ikke bruges til at skabe mere effektiv softwareudvikling.

Kilde: Robert Austin

Faktaboks:

Forrester: it-arkitekter i spil
Analysehuset Forrester mener, at it-afdelingens it-arkitekter er de bedste personer at sætte i spil for at styrke virksomhedens innovation. Arkitekterne er nemlig dem, der er bedst klædt på til opgaven, fordi de har overblikket over virksomheden og ofte er knyttet nøje til virksomhedens forretningsstrategi. Samtidig er de teknologiske generalister ofte bedre til at se og arbejde med nye ting end it-specialisterne, mener Forrester.

OriginalModTime: 15-09-2006 13:30:49




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere