Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. juni 2006.


Vidste du ...
... at det amerikanske justitsministeriums monopolanklager mod Microsoft,
som den stadigt
verserende EU-sag er en udløber af, kan
dateres helt tilbage til 1991 - for 15 år siden?

Et livsværk i stort format
15. juli ville Rembrandt være fyldt 400 år, og det markeres naturligvis i hjemlandet, Holland, blandt andet med en helt unik udstilling af den store malers værker.
I udstillingscenteret Beurs van Berlage i Amsterdam vil kustoderne fra 7. juli til 3. september være sendt på ferie, så publikum har frit lejde til at stikke deres nysgerrige næser lige så tæt på mesterværkerne, som de lyster. Og ikke nok med at man kan komme i sjælden nærkontakt med malerierne - alle Rembrandts værker vil for første gang nogensinde være familiesammenført i kronologisk orden under ét tag!
I det daglige er de verdensberømte malerier spredt rundt i verden på museer og i private samlinger, men stort set alle findes affotograferet på dias, og fra dem har Epson, der sponsorerer udstillingen "Rembrandt - All His Paintings", fremstillet digitale aftryk i naturlig størrelse og af så høj kvalitet, at mesteren selv nu må rotere i sin grav af bare ærgrelse over, at der ikke fandtes Epson-printere i 1606.

Ugens citat:
"Med en computer kan man lave flere fejl hurtigere end med nogen anden opfindelse i menneskehedens historie - altså måske lige med undtagelse af håndvåben og tequila".

Mitch Ratcliffe, amerikansk it-journalist og blogger.

"Mis Robinson" fra Manhattan
Reality-tv uden fitnessfyre og bikiniblondiner, men dog med misser - endda hele 10 af slagsen! Et fristende tilbud fra tv-kanalen Animal Planet, som fra i dag, fredag den 16. juni, i samarbejde med leverandøren af kæledyrsfoder
Meow Mix, sender direkte tv fra et butiksvindue på Madison Avenue i New York, hvor tilrettelæggerne har indrettet et mini-Big Brother luksushus.
Her skal de 10 udvalgte katte, håndplukket fra forskellige dyreinternater, i den kommende tid konkurrere om at spinde højest, sove mest engageret og fange flest (lege­­-tøjs-)mus, beretter nyhedsbureauet Reuters.
Tv-seere såvel som besøgende på hjemmesiden Meow­MixHouse.com står for at stemme de mest mistilpassede deltagere hjem undervejs - og "hjem" vil i dette tilfælde sige til et helt nyt liv som familiekatte.
Hovedpræmien til dystens vinder er et job som "Feline Vice President of Research and Development" hos Meow Mix med primært ansvar for smagstest og produkt-feedback.
Billedtekst:
Snue-mis En af de 10 deltagere, Belle, er her gået i skarp træning i kat-egorien mest ihærdige syvsover. Foto: Meow Mix

Fejltrin i videnskabens mindelund
St. Francis-dæmningen, 1928: Den selvlærte ingeniør William Mulholland byggede Los Angeles-dæmningen på et vakkelvornt stykke jord og ignorerede fuldstændigt den omliggende kløfts geologi. De revner, som opstod, straks efter at reservoiret bag dæmningen var fyldt, blev mødt med samme ligegyldighed. Fem dage senere brød dæmningen sammen. 450 mennesker omkom og hele byer i området blev lagt i ruiner - i lighed med Mulhollands karriere.
Kilde: Wired News

ERP i sursød SAP-sovs
Hos den britiske konfekturegigant Cadbury Trebor Bassett har indførelsen af et nyt ERP-system fra SAP medført et problem, som hverken er befordrende for den slanke linje eller bundlinjen.
En softwarefejl, som opstod sidst i 2005, resulterede ifølge CNet i det (luksus)problem, at produktionsanlægget pludseligt spyttede alt for mange plader chokolade ud og kombineret med hele den industrialiserede verdens kollektive slankekur i tiden efter jul og nytår, slog de mange overflødige kalorier dramatisk igennem i regnskabet, da Cadbury blev nødt til at skille sig af med overproduk­tionen til dumpingpriser.
Hvorfor SAP-systemet pludselig fik chokoladeproduk­tionen til at gå sukkervarm, melder historien ikke noget om, men ifølge Cadbury kostede den "søde" sag, som nu er rettet, virksomheden 12 millioner britiske pund.

Mejetærskerbaseret møgfald
At tilføre dig, kære læser, det store ugentlige overblik, har vi i denne uge hentet hjælp til fra Googles "overvågningstjenester" Google Maps og Google Earth, som har spottet disse afgrøde-bårne eder på to britiske kornmarker.
Måske tærsket frem af et par alien-forskrækkede særlinge, som ikke er i humør til at byde uventede gæster på Gevalia-kaffe. Alternativt rettet mod et eller flere dumme svin i skikkelse af almindeligt dødelige jordlinge med job som helikopterpiloter eller astronauter - eller slet og ret med adgang til førnævnte Google-tjenester.
Eller også ligger bøhlandet blot sådan, at luften over de pågældende ­markarealer har været besmittet med helt banal Photoshop-forurening, inden de landede på herværende redak­tionsbord.
Billedtekst:
FU Om ukvemsordene er rettet mod Eddie eller E.T, vides ikke, men kommuni­kationsformen bag disse bondeforbandelser er i hvert fald alternativ.
Foto: The Register

VM er et enten el'er i Uganda
Lav kaffen inden kampene! Sluk lyset, køleskabet og alle andre elektriske apparater og undgå for enhver pris brusebadet!
Barske krav fra Ugandas energiministerium, men ikke desto mindre en livsvigtig nødvendighed for nationens befolkning ... "for vi skal jo alle kunne se VM i foldbold", lyder ministeriets begrundelse.
Ugandas el-forsyning har været i krise i måneder, og i hovedstaden Kampala er indbyggerne cirka halvdelen af tiden helt uden strøm. Officielle kilder begrunder situationen med tørke, som har nedsat produktionen på to kraftværker ved Nilen markant, og her under VM har alle de samtidigt tændte tv-apparater nærmest gjort tilstanden katastrofal. Firmaer selvforsynes nødtørftigt af kostbare, men ustabile, generatorer, og såvel de ansvarlige politikere som den fodboldglade befolkning er på randen af frustration.
"Jeg har intet andet valg end dette", siger den 28-årige ugander og Elfenbenskysten-supporter Patel Miiro til Reuters. Han tilbringer det meste af sin tid foran tv-apparatet på en bar i Kampala efter at have ladet sit hjemlige tv-apparat stå tændt under et strømsvigt - hvorefter det først brød og brand og siden eksploderede, da strømmen vendte tilbage.

Boksning for omsorgsfulde
I afdelingen for alskens gadgettilbehør kan vi i denne ombæring berette om en kreation af udpræget altruistisk observans - den sammenklappelige telefonboks. Det skriver Nettavisen.no.
Det geniale design er udtænkt af Jenny L. Chowd­hury, som hermed får has på hele tre almindeligt forekommende "bagdele" ved mobiltelefoni: 1) Visse mobilsnakkeres ønsker om at kunne føre diskrete telefonsamtaler i det offentlige rum, 2) det nok så kendte modsatte problem og 3) druknedøde mobil­telefoner.
I sammenfoldet form transporteres den teltlignende telefonboks, der sælges under navnet "Cell Atlantic CellBooth", med skulderremme som en rygsæk og kan hurtigt foldes ud, trækkes over hovedet og lukkes rundt om kroppen med lynlås.
Så lige som vi troede, at telefonbokse var noget, vi en dag skulle beskrive for vore børnebørn sammen med andre anekdoter af antikvarisk karakter, må vi forberede os på i fremtiden at føle os hensat til en eksotisk, omrejsende beduinlejr ved at færdes på Strøget i myldretiden.

OriginalModTime: 15-06-2006 13:35:07




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere