Danmarks Vækstråd - helt uden it

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. juni 2006.


It-området er slet ikke repræsenteret i Danmarks nye Vækstråd. Reak­tionerne går fra
forbløffelse over hovedrysten til chok.
- Jeg er chokeret over den liste.
Sådan lyder reaktionen fra partiet Venstres it-ordfører, Michael Aastrup Jensen, over sammensætningen af Danmarks Vækstråd.
Michael Aastrup Jensen står ikke alene med sin forundring, og it-Danmark ryster på hovedet, efter at det i sidste uge blev klart, at det nye Danmarks Vækstråd, ikke er repræsenteret med et eneste medlem fra it-erhvervet.
- Det er forbløffende. Jeg håber snart, man begynder at besinde sig og inviterer vores branche med, siger Jakob Lyngsø, direktør for it-intesseorganisationen IT Branchen.
Danmarks Vækstråd skal være spydspidsen for innovative tanker om vækst og erhvervsudvikling og skal rådgive økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). Formanden og tre medlemmer er udpeget af økonomi- og erhvervsministeren, og de i alt 20 medlemmer kommer fra store danske industrivirksomheder, Københavns Universitet, kommunalpolitik og en række af arbejdsmarkedets organisa­tioner.
Ingen har fundet det nødvendigt at tage den danske it-branche med på råd.
- It-området er jo især stort i forhold til vækst, så det må være en fejl, at der slet ikke er it-folk med. Det kan da ikke passe, at man tænker så konservativt og gammeldags. Ministeren burde have spurgt de andre ministerier til råds. Jeg er sikker på, at VTU (ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling, red.) kunne have givet et par gode forslag. Det virker, som om man slet ikke har spurgt nogen til råds - og hvis man har, har det været mangelfulde råd, siger Michael Aastrup Jensen.

It-området er tilsyneladende endnu ikke en del af det traditionelle tankegods hos en erhvervsminister anno 2006. For ti år siden gjorde it-organisa­tioner som Dansk IT, IT-Branchen og ITEK (Dansk Industris afdeling for it og tele), heller ikke megen væsen af sig. Men i dag repræsenterer de organisationer en branche, der burde have sin naturlige plads i det arbejdsmarkedspolitiske billede.
- Ti procent af det danske BNP stammer fra it. Jeg tror slet ikke, regeringen er opmærksom på it-erhvervets betydning. Den tror, at når bare man har fat i hovedorganisa­tionerne, så er det hele løst og alt er dækket ind. Det er det ikke. Vi skal med, siger Jakob Lyngsø.
It-erhvervet omsætter ifølge Jakob Lyngsø for 200 milliarder kroner om året, og it-eksporten er 40 milliarder kroner.
- Det er altså lige så meget som landbruget, siger han.

Den anden store it-interesseorganisation, Dansk IT, havde også gerne set it-erhvervet repræsenteret i vækstrådet.
- Man kunne med fordel have tænkt it-kompetencer ind i et råd som Danmarks Vækstråd. Det havde også været den naturlig forlængelse af de konklusioner, der kom frem i forbindelse med arbejdet i Globaliseringsrådet, siger Tony Franke, direktør i Dansk IT.
Netop Globaliseringsrådet, der udsendte sine anbefalinger om Danmarks fremtidige vækstmuligheder tidligere på året, havde deltagelse af it-områdets fremmeste folk.
- Det er svært at komme uden om Jørgen Bardenfleth (administrerede direktør i Microsoft Danmark, red.), som var med i Globaliseringsrådet. Ham burde man have spurgt. De mindre, visionære, it-virksomheder, der oplever stor vækst, bør også være repræsenteret, siger Michael Aastrup Jensen.
Han vil tage sagen op med Venstres erhvervsordfører, Jens Hald Madsen.
- Jeg vil sige til ham, at der er lavet en bommert her.

Fra IT-Universitetet, der heller ikke er repræsenteret i vækstrådet, kommenterer forskningschef Jørgen Staunstrup sammensætningen således:
- Man kunne godt ønske sig personer, som selv har demonstreret evnen til at etablere en vækstvirksomhed, og som er gode rådgivere for andre.
Han mener, at it først får værdi, når det indgår i en serviceydelse eller et produkt. Det er derfor ikke nødvendigvis et problem, at der ikke er udpeget it-specialister til et bestemt organ.
- Når blot de personer, der udpeges, har blik for at it-udvikling er en forudsætning for udvikling på stort set alle andre områder, siger han.
Det er heller ikke i denne uge lykkedes Computerworld at få økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens vurdering af rådets sammensætning.

Boks:
Danmarks Vækstråd
Direktør Lars Nørby Johansen, tidl. kon­cernchef Group 4 Falck (formand).
Finansdirektør Birgit Aagaard-Svendsen,
J. Lauritzen A/S.
Prorektor Lykke Friis, Københavns
Universitet.
Koncernchef Tom Knutzen, Danisco.
Vækstforumformand Bent Hansen, Region Midtjylland.
Vækstforumformand Carl Holst, Region Syddanmark.
Vækstforumformand Jørgen Christensen, Region Hovedstaden.
Vækstforumformand Kristian Ebbensgaard, Region Sjælland.
Vækstforumformand Orla Hav, Region Nordjylland.
Borgmester Ella Porskær, Gjern Kommune.
Borgmester Erik Nielsen, Rødovre Kommune.
Vicedirektør Ane Buch, Håndværksrådet.
Vicedirektør Annette Toft, Landbrugsraadet.
Adm. dir. Jens Klarskov, Dansk Byggeri.
Direktør Jørgen A. Horwitz, Finansrådet.
Direktør Katia K. Østergaard, HTSI.
Adm. dir. Michael Kjær, F Group A/S.
Direktør Poul Scheuer, Dansk Industri.
Politisk sekretær Marie-Louise Knuppert, LO.
Forbundsformand Thorkild E. Jensen, CO-Industri.
Hvem mangler i Danmarks Vækskråd?
Computerworlds bud på repræsentanter, som burde have siddet med i det råd, der skal udstikke kursen for erhvervsudvikling og vækst i Danmark:
Stine Bosse, adm. dir. i Tryg, koncernchef for TrygVesta.
Lars Mathiesen, CIO i Nykredit.
Damgaard-brødrene.
Jørgen Bardenfleth, CEO i Microsoft Danmark.
Martin Thorborg, Jubii - og Spamfighter-stifter.
Jørgen Staunstrup, forskningschef på IT-Universitetet.

Billedtekst:
it-bommert- Den sammensætning af Danmarks Vækstråd får man ikke nytænkning af, siger Michael Aastrup Jensen, it-ordfører for Venstre. Han mener, der er lavet en bommert og vil drøfte sagen med sin folketingsgruppes
erhvervsfolk.
Foto: Bo Amstrup

OriginalModTime: 01-06-2006 13:59:43




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere