Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. januar 2006.


Ugens citat:
Kunde: Er Bill (Joy, Sun-medstifter, red.) ansat hos jer?
Scott McNealy: Ja da.
Kunde: Så skal jeg have to styk af det, I sælger. Hvad
er det nu, I sælger?"

Telefonisk dialog, anno starten af 1980'erne, mellem den nuværende CEO i Sun Microsystems og en anonym, risikovillig kunde.
Billedtekst:
så skyller vi Så skal det ellers blive godt at få skyllet Für Elise ud af øregangene! Modelfoto

Sportstaske med sladrehank
"I fyre er sandelig seje", lød det måbende fra en bankrøver, som fik minimal tid alene med sit udbytte fra Washington Trust bank, før han blev overmandet ... af ny teknologi! Det skriver Yahoo News.
Ud over ansigtsmaske, en pistol og trusler om at dræbe tre af de tilstedeværende ansattes familier var røveren, 38-årige Thomas Fricks, ellers bevæbnet med tilstrækkelig selvkontrol til at udbede sig 40.000 dollars cash - og uden afslørende fupsedler iblandt! Mens en bankfunktionær (stort set) parerede ordre, lykkedes det en anden at få tilkaldt politiet.
Fricks slap af sted med 37.920 dollars, men havde som kompensation for de manglende 2.080 dollars ufrivilligt "røvet" en GPS-sender, som den årvågne bankmand havde set sit snit til at smugle i hans sportstaske.
Selv om lovens lange arm måtte række en mindre omvej omkring en højt hævet satellit, tog det ikke en patruljevogn mange minutter at indkredse den benovede ugerningsmand.

Stor, blå og hjerteløs
"Spam Palmisano!", lyder parolen fra fagforeningen Communication Workers of America (CWA), som nu vil have sine medlemmer og øvrige støtter blandt IBM's ansatte til at gå hjerteligt til værks fra barrikaderne.
Stridens æble er IBM's planer om at forringe de ansattes pensionsordninger, og i erkendelse af en diskutabel forhandlingsmæssig gennemslagskraft, med blot en lille brøkdel medlemmer blandt IBM's i alt 125.000 medarbejdere, opfordrer fagforeningen i stedet til kærlig bekrigelse af topchef Sam Palmisano - pr. snailmail.
Fra webstedet www.allianceibm.org/heartibmlost.htm opfordres de ansatte til at printe en erstatning for det hjerte, Palmisano tilsyneladende har forlagt i en mahogniskrivebordskuffe, og sende lappen til ham med kærlig hilsen.
Hjertesagen er så, at topchefen snarest får organet reetableret på rette sted, håber CWA.

Tech'eligt fordærv
"Konen har forladt mig", "chefen er en skiderik", "ungen hyler klokken tre om natten", "... ulykkelig barndom"! Bortforklaringerne kan være utallige, når hangen til nydelsesmidler tager overhånd.
Men nu er den her - den ultimative og efter sigende videnskabeligt veldokumenterede af slagsen: Det er naturligvis alt sammen teknologiens skyld!
Nettavisen.no citerer en undersøgelse, begået af den britiske organisation Developing Patient Partnerships, der afslører en overhyppighed af drikfældighed og rygning blandt flittige brugere af taste-forsynede kommunikations-aggregater, såsom upålidelige computere, evindeligt bimlende mobiltelefoner og automatiserede supporttelefoner med musikalske præferencer milevidt fra ens egne.
Kommunikationsmidlers ubønhørlige chikanerier skulle ifølge undersøgelsen være årsag til så udtalte frustrationer og stress, at en hel tredjedel af mændene og en fjerdedel af kvinderne anfører it-relateret mismod som hovedårsag til et overforbrug af både sprut og røg.

Farvel og stak!
Tåber rydder op - genier behersker kaos, så her bringer vi et indslag tilegnet eks-genier og wannabe-tåber:
På den særdeles nyttige hjemmeside Lifehacker.com, der har tidsbesparelse som sit primære idégrundlag, får man i en klumme af redaktør D. Keith Robinson en grundig trin for trin-vejledning i at skille sig af med de fæle stakke af papir, noter og bøger, som uvægerligt lusker sig ind på ens privatsfære fra alle verdenshjørner, blot man vender ryggen til et kort sekund.
Skribenten er i dag ortodoks ikke-stakker ("non-piler" på engelsk, red.) og dermed en yderst troværdig kapacitet til at udøse af sine personlige erfaringer.
Fra trin ét (træf beslutningen om omvendelse) over trin to (kast et kritisk blik på alle horisontale overflader og konstater, at de er usynlige) til sidste trin (farvel til rod, uorganisering og stress) forsynes man med en særdeles brugervenlig fremgangsmåde udi i stak-elimineringens kunst.
Ved selv minutiøs efterlevelse af vejledningen lurer dog stadig en grum fare: De forkætrede stakke lader sig sjældent kue af et førstegangs-forsøg og sniger sig gerne til en reprise.
Så Robinson kommer os i møde med råd til forebyggelse: Anskaf et skrivebord med indstillelig plade, som sættes på skrå, hvorved tyngdekraften klarer ærterne. Hertil bør dog føjes den advarsel, at et gulvs sædvanligvis udstrakte, horisontale areal snildt kan udgøre et lumskt skråplan i sig selv!
Billedtekst:
tja, tja, bum-bum Det første - og absolut sværeste - trin er at få fingeren ud!
Modelfoto




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere