Nye Microsoft-versioner og open source-værktøjer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.


Spørger man windowsudviklere hvad software-året 2005 vil blive husket for, vil de svare Microsofts lancering af udviklingsmiljøet Visual Studio 2005 og databasen SQL Server 2005.
De to produkter blev lanceret samme dag og havde været lang tid undervejs. SQL Server 2005 var den første nye version af Microsofts databaseprodukt i fem år og Visual Studio var forsinket et års tid.
De første meldinger tyder på, at produkterne har været værd at vente på.
Biztalk Server 2006, der anvendes til integration af forretningsprocesser og webservices, blev lanceret samme dag som Microsofts udviklingsmiljø og database.
Produktlanceringerne skal ses som led i Microsofts strategi om at levere en komplet Microsoft-platform, der kan tilfredsstille alle virksomhedens behov. Den strategi udvides til næste år, når Office12 og operativsystemet Vista frigives.
Office 12 vil være tæt integreret med SQL Server 2005 og workflow-funktionaliteten i det kommende Vista-operativsystem. Microsofts chef for servere og udviklingsplatforme, Bob Muglia, lagde da heller ikke skjul på, at Microsoft ser en endnu tættere integration af softwaregigantens produkter som et mål i sig selv, da han på Microsofts årlige IT Forum præsenterede Microsofts fremtidige strategi. En tættere integration af produkterne vil forøge brugernes effektivitet, lød det fra Bob Muglia.

Nogle kunder sætter dog spørgsmålstegn ved, hvorvidt de låses fast i et Microsoft-miljø. De er nervøse for, at det er dyrt og besværligt at skifte til ikke-Microsoft produkter. De overvejelser har drevet en gennemgående software-tendens for året 2005: Open source-software og anvendelsen af åbne standarder.
2005 var året hvor alle andre softwareleverandører end Microsoft på den ene eller anden måde var involveret i open source-software.
Med en markedsandel på 18 procent af de danske servere er Linux en accepteret kendsgerning. Novell prøver at udnytte server-Linux' succes til også at få Linux på desktoppen.
Under hjemlige himmelstrøg ser det ud til at være en træg proces. Som eneste af de nye 98 kommuner er den kommende storkommune Faaborg-Midtfyn i gang med at evaluere et pilotprojekt med Linux på desktoppen. Her afhænger udfaldet blandt andet af snitfladerne til KMD's fagsystemer. Snitflader, som har det bedst i et Windowsmiljø.
Hvor Linux på desktoppen synes at have lange udsigter, har open source-databaserne nemmere ved at trænge frem. Ifølge en IDC-undersøgelse fra starten af året anvendte 32 procent af de adspurgte vesteuropæiske virksomheder open source-databaser i væsentlig udstrækning.
Open source-databasen MySQL kom i version 5, der udstyrede databasen med triggers og stored procedures; egenskaber, som kritikere længe har påpeget at den manglede for at udgøre et troværdigt alternativ til Oracle, DB2 og SQL Server.
Glæden hos MySQL over den nye version blev dog dæmpet, da Oracle i oktober opkøbte det finske firma Innobase. Innobase leverer nemlig den centrale databasekomponent til MySQL, der gør, at it-driftschefer kan tage MySQL med i deres overvejelser, når der skal vælges database.
Selv om de store databaseleverandører siger, at de stort set aldrig møder open source-databaser som konkurrenter, benyttede de dog året til at lancere gratis versioner af deres databaser.
Oracle lancerede deres Oracle 10g Express Edition i november, IBM frigav tidligere på året en gratis version af DB2-databasen som del af en PHP-udviklerpakke og Microsoft kom med en gratis version af SQL Server 2005 med tilnavnet Express.
Der er tale om neddroslede udgaver, som ifølge firmaerne er rettet mod mindre virksomheder - og som skal tage kampen op mod open source-databaserne, selvom man ikke kan få leverandørerne til at sige det.
For de helt store database-installationer er det stadig Oracle og IBM, der kæmper om markedet. Et marked som Microsoft nu er på jagt efter med den nye SQL Server 2005.

Men Microsoft er ikke den eneste, der er på jagt. Sun meddelte i efteråret, at virksomheden vil begynde at distribuere open source-databasen PostgreSQL sammen med operativsystemet Solaris 10. Hidtil havde Sun knyttet sig tæt til Oracle som leverandør af databaser til Solaris, men det er øjensynlig slut nu.
PostgreSQL anses som en meget stabil database, der har alle de nødvendige egenskaber for at tage kampen op med Oracle, DB2 og SQL Server. Suns distribution af PostgreSQL skal ses som led i Suns strategi på open source-området.
Simon Phipps, chief open source officer hos Sun, erklærede tidligere på året, at al Suns software vil blive open source. I januar havde øverste chef for Sun, Scott McNealy, annonceret, at Solaris ville komme i en open source-version, OpenSolaris, og i foråret valgte Sun at gøre deres applikationsserver Java System Application Server til open source.

På trods af Suns begejstring for open source blev Java ikke gjort til open source i 2005. Dog introducerede Sun en licens, Java Internal Use License, JIUL, som giver virksomheder lov til at ændre i Java-kildekoden til internt brug.
En af de virksomheder, der gennem længere tid har opfordret Sun til at gøre Java til open source, er IBM.
IBM anvender selv Java i stor stil, blandt andet i deres WebSphere Application Developer, der bygger på open source-udviklingsplatformen Eclipse. Eclipse er i dag den største konkurrent til Microsofts udviklingsplatform. Eclipse anvendes primært til Java-udvikling, selvom der findes plugins til Eclipse, så man eksempelvis kan kode C og C++.
Derved kan Eclipse og Visual Studio også ses som eksponenter for henholdsvis J2EE og .Net-udvikling. IDC anslår at .Net vil være anvendt i 55,7 procent af de nordiske virksomheder i 2008, mens 30,7 procent vil anvende J2EE.
Der synes dog ikke længere at være en enten-eller-holdning når det kommer til J2EE og .Net. Som man kunne opleve på den årlige JAOO-konference i Århus, en af Europas største udviklerkonferencer, blev .Net-teknologi og Java-teknologi præsenteret side om side, ganske som de to teknologier anvendes side om side i virksomhederne.
Borland har valgt at udnytte denne både-og-holdning og lancerede nye versioner af sit Javaudviklings-flagskib, Jbuilder 2006, og Borland Developer Studio 2006, der er rettet mod .Net-udvikling.
Der er dog også en tredie vej, når det gælder udviklingsværktøjer. Scriptsprog som PHP, Perl, Python og Ruby er gennem længere tid brugt på græsrodsniveau, men er ikke rigtigt slået igennem som udviklingssprog i virksomhederne.
I 2005 fik de dog et blåt stempel, da IBM sammen med Zend Technologies udviklede en grænseflade til PHP 5.0, som kan bruges til at tilgå IBM's databasesoftware. Zend Core, der er baseret på det udbredte webprogrammeringssprog PHP 5.0, giver udviklere mulighed for at få applikationer til at kommunikere med IBM's DB2 og Cloudscape-database via PHP.

Der er således nok af udviklingsværktøjer at vælge mellem, hvis man ønsker at få del i det danske softwaremarked, der i 2005 havde et rigtigt godt år. Ifølge tal fra IDC forventes softwaremarkedet i Danmark for år 2005 at nå en samlet værdi på 1,4 milliarder kroner. Det beløb er nået ved hjælp af en vækst, der er den højeste siden de glade dot-com-dage i årene før år 2000.
Mere end halvdelen af software-markedet kontrolleres af ti selskaber. I toppen finder vi kvartetten SAP, Oracle, IBM og Microsoft.
Der hvor den største vækst er i øjeblikket, og formentlig også vil være i 2006, er på området for infrastruktur-software. Værktøjer til administration af netværk og systemer, administration af datalagring og endelig sikkerhedssoftware kan, ifølge IDC, forvente en vækst på over ti procent. IDC forventer i øvrigt, at infrastruktur-softwaren i løbet af de næste fem år smelter samen. Væksten for hele softwareområdet som sådan lå på omkring fem procent.
Et andet område, som IDC ser en stor udvikling i, er virksomhedernes behov for at skabe bedre og hurtigere adgang til informationer. Det behov får indflydelse på storage-management software og vil også give vækst i dokumenthåndtering, analytiske applikationer og samarbejdssoftware.

Forventningerne til markedet for infrastruktur-software kan være årsagen til, at CA i november annoncerede et strategiskifte. Hvor CA gennem 1990'erne var berømt - og berygtet - for at opbygge et vidtspændende arsenal af softwareprodukter ved at opkøbe mængder af firmaer, vil CA nu fokusere sit forretningsområde.
Fokus fremover hedder managementløsninger til system, netværks-, storage- samt sikkerhedsmanagement. Fokuseringen hos CA førte blandt andet til, at CA solgte open source-databasen Ingres fra til en gruppe investorer og dermed trak sig ud af kampen om databasemarkedet.
Storage-management har været en af de sidste bastioner, hvor open source ikke har haft noget at byde på. Det ændrede sig i 2005. En række af de store storageleverandører annoncerede, at de havde lagt grundstenen til en open source-platform for storage-software. Open source-projektet Aperi støttes af de største storageleverandører, dog mangler to vigtige deltagere - EMC og HP.
Da Aperi først vil være klar i løbet af 2006, er det for tidligt at vurdere, hvilken effekt Aperi vil have på storagemarkedet, der også i 2005 voksede pænt.

Og så var 2005 året hvor OS/2's ligfærd for alvor begyndte. Det var det sidste år, hvor IBM udsendte driver-opdateringer til OS/2. Med udgangen af 2006 lukker IBM for generel support.
Mon IBM kan se ironien i, at OS/2 lægges i graven samme år som den tidligere OS/2-udviklingspartner, Microsoft, udgiver sit nyeste styresystem Vista?




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere