Spændende alternativ til iPhone

Den ligner til forveksling iPhone, og LG Arena vil da også gerne udfordre Apples populære mobil. Her er massevis af sjov og ballade under den trykfølsomme skærm, men er den interessant i længden? Få svaret i denne anmeldelse.

Spændende alternativ til iPhone

Du behøver ikke ligge på knæ sammen med resten af Apple-evangelisterne for at få en mobiltelefon med trykfølsom skærm.

Flere andre telefonproducenter har nemlig den seneste tid lanceret nye modeller, hvor du kan prikke på mobilens display og navigere rundt i sms-beskeder, videooptagelser, musik og familiefotos.

Senest har vi testet HTC Touch Diamond2 - som du kan læse en anmeldelse af her.

LG har tidligere - faktisk også før iPhone dukkede op - lanceret mobiler med trykfølsomme skærme, blandt andet KE850, og nu følger endnu en telefon. Den hedder LG Arena KM900, og den ligner i uhyggelig grad Apples iPhone.

Selv om LG's model er væsentlig mindre og lommevenlig, så er blandt andet menuoversigten kaldet "Hjemmeskærm" tæt på at være en kloning (se foto til højre).

Telefonen vejer 105 gram og ligger behageligt i hånden. Hjørnerne er bløde og runde, og telefonen virker solid.

Ligesom andre trykfølsomme mobiler er skærmen en magnet for fedtede fingeraftryk, og det kræver noget nær militærdisciplin at holde den fuldkommen blank.

Prøv selv virtuel udgave

De første gange, der navigeres rundt i telefonens menuer, er det næsten nødvendigt at have stedsans som en spejder.

Her er rigtig mange funktioner og indstillinger, og pegefingeren kommer let på overarbejde og risikerer at fare vild. Du kan gratis prøve en emulator af telefonen via din computer - klik her og prøv løs.

Efter lidt tilvænningen får man mere kontrol over interfacet, der kan virke lidt specielt. Det skyldes den såkaldte S-Class, som er et nyt styresystem udviklet til LG Arena.

Du lader fingeren glide hen over skærmen - fra den ene side til den anden eller op og ned - og derefter skifter menuen ligesom en terning, der vendes.

Under lanceringen af telefonen gjorde LG meget ud af, at det skulle være hurtigt og sjovt at bruge Arena.

Hastighedsmæssigt har vi ikke noget at klage over, da menuerne skifter i et fornuftigt tempo, men det er i høj grad et spørgsmål om smag og behag, hvorvidt man synes, det er sjovt at fræse rundt i telefonens kulørte indre. Nogen vil elske det - andre vil hade det.

Telefonen er udstyret med otte gigabyte hukommelse fra fødslen, og der kan udvides med mikro SD-kort, hvis du har brug for mere plads. Du kan smække et 32 gigabyte kort i telefonen, og så burde du have plads til pladesamlingen.

Skærmen er tre tommer og har en opløsning på 480 x 800 pixels. Det er udmærket, men skærmen måtte dog gerne have været lidt større.

Masser af muligheder

Selve telefonen indeholder vanvittig mange funktioner, og det er lige til at blive hæs af at opremse dem alle. Blandt de mest interessante er en såkaldt Google Pack, der kan køre Google Maps og YouTube på mobilen.

Det kan dog blive voldsomt dyrt i datatrafik, derfor er det en meget god idé at bruge telefonens WiFi og koble sig på et trådløst netværk, inden der sættes gang i underholdningen eller navigationen.

Netop underholdningen er central i Arena, der kan vise video i formaterne DivX og Xvid. Det giver mulighed for at tage tv-show, videoklip og dvd-film med på farten, eventuelt gemt på et mikro SD-kort.

Kameraet, der skyder i en opløsning på fem megapixel, fortjener også at få et par ord med på vejen. Det er nemt at bruge og har en forholdsvis hurtig autofokus.

I gode lysforhold klarer det sig godt, men når mørket sænker sig, er billederne langt fra fantastiske. Selv om kameraet fyrer løs med sin blitz, bliver resultatet ikke vanvittigt godt.

Til slut vil vi lige runde radioen, der er særlig smart tænkt. I menuen er det lavet som et gammeldags drejehjul, der justeres på med pegefingeren, når der søges efter radiostationer.

Det er måske en lidt overflødig detalje, men det viser, at LG har anstrengt sig for at integrere den trykfølsomme betjening i mobilens menuer.

Samtidig skal LG have ros for at have udstyret telefonen med 3,5 mm stik, så du kan koble almindelige hovedtelefoner til uden problemer. De medfølgende hovedtelefoner er dog udmærkede.

2.000 kroner billigere end iPhone

Apple har efterhånden fået fyret gevaldig op for sin App Store, hvor der kan købes små programmer til den trykfølsomme iPhone.

Det trumfkort har LG ikke, men det er måske også ligegyldigt. Telefonen har som udgangspunkt masser at byde på, og underholdning er der derfor nok af.

Alligevel kommer vi ikke helt op at "ringe" over LG Arena. Det er en sjov mobil med masser af lir og udmærkede ideer. Men i længden kan det blive lidt for meget af det gode - lidt ligesom at se Cirkusrevyen tre gange i træk.

Der er dog ingen tvivl om, at LG har forsøgt at gøre det så godt som muligt, men udførelsen er ikke helt i top.

Telefonen er simpelthen stopfodret med funktioner, og mere simple og overskuelige menuer ville have givet mobilen markant bedre navigation - og dermed forbedret brugeroplevelsen.

Samtidig kræver sms-funktionen en del tilvænning, hvis du kommer fra en almindelig telefon med rigtige taster. Forbered dig på at bruge dobbelt så lang tid på at sende sms-beskeder det første stykke tid med mobilen.

Men med en pris lige under 3.000 kroner får du dog rigtig meget mobil og sjov for pengene. Og hvis du er lun på tanken om trykfølsom navigation på mobilen - og ikke gider betale 2.000 kroner mere for en iPhone - så er det værd at give LG Arena KM900 chancen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere