Globaliseringen øger behovet for certifikater

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. september 2004.


Tema om certificering: Certificeringer er blevet vigtigere for it-virksomhederne i takt med den øgede globalisering. Danske it-folk skal kæmpe med udenlandske om opgaverne, derfor skal papirerne bare være i orden. I Danmark lever Cisco stort set udelukkende af indtjeningen fra deres certificerede partnere, så der er også penge i papiret.

It-branchen er grænseløs, og viden er et nøgleord. Derfor skal danske it-folk hele tiden være et kreativt hestehoved foran udlandet. Det kommer de via uddannelse.

uddannelse
Da IT-Brancheforeningen (ITB) i maj i år undersøgte behovet for certificeringer blandt sine danske medlems-virksomheder, slog nålen på måleruret ikke overraskende ud helt oppe i det røde felt, på spørgsmålet om nødvendigheden af velkvalificerede og ikke mindst uddannelsesmæssigt veldokumenteret arbejdskraft.
88 procent af it-virksomhederne sagde, at de planlægger at videreuddanne medarbejderne med it-certificeringer inden for det næste år.
- Udgangspunktet var, at der ikke eksisterede en undersøgelse på dette område, så vores medlemmer havde brug for at få klarhed over, hvor stort behovet for uddannelse er. Og det er stort, kan vi se, siger chefkonsulent I ITB, Jette Baade.
Hun har lavet undersøgelsen om it-virksomhedernes behov for certificeret arbejdskraft.
Hun mener godt, at man kan tale om et boom i behovet for certificeringer, fordi kravet om dokumentation af ens kompetencer stiger i takt med den øgede globalisering.
- Det peger i en retning, og det er mod mere uddannelse. Vi er jo i et højviden-erhverv, hvor der er masser mennesker ude i verden, der uden videre kan overtage vores job - først og fremmest de mere rutineprægede funktioner. Derfor skal vi hele tiden sørge for at være mere kreative, siger hun.
Undersøgelsens konklusioner er ikke overraskende. Der er en udbredt holdning, at papiret skal være i orden.
- Flere af vores medlemmer er store, globale it-virksomheder, og hele it-branchen opererer jo i et internationalt miljø, hvor videnudveksling på tværs af grænserne er vigtig, siger Jette Baade.
I kamp med inderne
Hos NNIT arbejder man med certificeringer på to niveauer, nemlig på organisatorisk- og medarbejderniveau. For flere år siden blev NNIT ISO-9001-certificeret. Det var startskuddet til, at certificeringer i dag spiller en stor for organisationen, hvor især arbejdet med certificering inden for modenhedsmodeller, CMMI, er vigtig. NNIT har netop har nået niveau 2.
- Certificeringer er en væsentlig konkurrenceparameter. I forhold til en række udbudsforretninger bliver der lagt mere fokus på dem. Der er ingen tvivl om, at det er blevet endnu vigtigere i konkurrencen med Indien og Fjernøsten. Især inderne slår på, at de kan bevise, at de har certificerede processer efter modenhedsmodeller. De er længere fremme på det område end Europa, siger John Vammen, personalechef i NNIT.
Han mener, at det er svært at sige, om de fjernøstlige certificeringer så også kommer til at spille den afgørende rolle for, hvor opgaverne i sidste ende kommer til at ligge.
- Der er altid andre udfordringer, når vi taler offshore-outsourcing. Sprog og kultur, for eksempel. Men de kan dokumentere, at de styr på deres processer, og det skal vi også kunne, siger John Vammen.
Kan stå distancen
En certificering er også vigtig i en ansættelsessituationen, viser ITB's undersøgelse. Lægger man et certifikat på bordet ved jobsamtalen, kan arbejdsgiveren med det samme se, at ansøgeren kan gå lige ind og løfte en bestemt opgave.
62 procent af virksomhedslederne i undersøgelsen mener, at it-certificeringer er et kvalifikationskrav til nye medarbejdere, mens 74 procent vurderer, at en certificeret jobansøger vil have en fordel frem for en uden et certifikat.
- Certificeringer har den fordel, at de giver up-to-date-kompetencer, og at de er internationalt anerkendte, siger Jette Baade, ITB.
En amerikansk undersøgelse har desuden, ifølge ITB, vist, at 31 procent af de medarbejdere, som har taget en certificering i 2002, blev forfremmet inden for et år.
- Medarbejderne er vores vigtigste aktiv, og de skal have de væsentligste kompetencer. Vi stiller krav om, at de skal have både forretningsmæssige mål såvel som kompetenceudviklingsmål.
Også for NNIT er certifikaterne vigtige, når der skal rekrutteres nye folk.
- Selvfølgelig kan en seks-syv år gammel certificering være lidt overflødig i lyset af de hastigt skiftende teknologier. Men hvis en person har været i stand til at gennemføre en uddannelse viser det, at vedkommende kan stå distancen, siger John Vammen.
Hos NNIT er det ikke som i ITB's undersøgelse blot 15 procent af de ansatte, der er i besiddelse af et certifikat.
- 30 procent af vores medarbejdere har mindst en certificering, siger John Vammen.
Han vil dog ikke påtage sig at vurdere, om 15 procent certificerede danske it-folk er mange eller få.

Billedtekst: Inderne er længere fremme end europæerne, når det gælder certificerede processer efter modenhedsmodeller.
Scanpix

boks:
Hver syvende it-medarbejder er certificeret
15 procent af samtlige ansatte i de danske it-virksomheder er it-certificerede, og andelen er stigende, viser en undersøgelse fra IT-Brancheforeningen.
ITB mener derfor, at regeringen skal gøre mere for, at it-certificeringer bliver en mere integreret del af undervisningen på it-uddannelserne.
Jørgen Staunstrup, forskningschef på IT-Universitetet i København, siger, at softwareselskaberne ofte kan levere undervisningsmateriale af høj kvalitet, som lægger sig direkte op af, hvad de studerende skal arbejde med i erhvervslivet.
Samarbejde mellem softwareselskaber og uddannelsesinstitutioner foregår i langt højere grad i udlandet, siger han, og derfor rangerer Danmark lavt, når det gælder antallet af it-folk med certificeringer inden for forskellige typer software.
- Så kan man diskutere, om det er rimeligt, at undervisningsinstitutionerne skal betale for, at de studerende får et certificeringsbevis til 1.500 kroner. Men det kan den studerende jo selv vælge, om de vil betale efter undervisningen, siger han.
Århus Købmandsskoles datamatikeruddannelse er allerede i gang med at forstærke samarbejdet med en række it-virksomheder.
- Det handler jo om at kunne tilbyde det her til de studerende uden at ødelægge uddannelsernes grundsubstans, siger Gert Simonsen, uddannelseschef for datamatikeruddannelsen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere