Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. april 2004.


En kort, en lang ...
... endnu en lang - og en kort, og en lang, og endnu en kort!
Så "kort" kan det siges!
Ifølge Nettavisen.no har @ - også kendt som snabel-a - til glæde for spejdere, radioamatører og andet godtfolk fået sit helt eget tegn i det hæderkronede, gamle morsealfabet. Eller det vil sige: Sine egne tegn!
Specielt engelsktalende morse-entusiaster er dog mere prikne end glade for den nye kode. De mener, at International Telecommunications Union er gået godt og vel over stregen med valget af ". - - . - .", når man ligeså vel kan indskrænke sig til ". - (pause) -", som er koden for den britiske udtale af @ - "at".
Det nye tegn, som officielt debuterer 3. maj, er i øvrigt den første tilføjelse til morsealfabetet i omtrent i menneskealder, skriver Nettavisen.

Billedtekst:
Der skal blinkes heftigt med lygten for udstyre det traditionelle "a" med en snabel. Foto: PRNewsFoto.

8 Mb mere "liv" på Mars
De to køre-robotter Spirit og Opportunity, som siden sidste sommer har tøffet lystigt rundt på Mars, er nu i sjældent god topform, forlyder det fra deres kommandocentral, NASA.
For anden gang siden afrejsen er de to roveres indbyggede computere blevet tunet med sidste nye version af deres styresystem, en såkaldte release 9, så de nu skyder en topfart på hele 32 meter om dagen, mod tidligere kun 13 meter om dagen. Desuden er et defekt varmeanlæg på Opportunity ved samme lejlighed repareret.
Den fjernbetjente opgradering fyldte såmænd blot 8 Mb, men varede til gengæld tre døgn. Dén lader vi lige stå et øjeblik ...
... mens vi glæder os ved tanken om ikke at skulle sende filer ud på en mere end 100 millioner kilometer lang rejse med 2Kbit i sekundet, næste gang, vi selv skal bøvle med en program-opdatering på den mere jordnære pc!

Billedtekst:
Dette Mars-panorama,
fotograferet af Spirit-roveren 14. april, skulle ifølge NASA bekræfte, at påfyldningen af de ekstra megabytes er forløbet planmæssigt.
Foto: NASA/JPL

Bevingede vælgere
Barmhjertige stemmer i det høje kan få medindflydelse på resultatet af Østrigs præsidentvalg søndag den 25. april, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det vil dog hverken være religiøs tro eller "det høje c", som spiller ind, men derimod østrigske vælgere på vej fra et sted til et andet som passagerer om bord på Austrian Airlines' fly.
"Et sæt høretelefoner, en gin og tonic og en stemmeseddel, tak", kan bestillinger til flyenes kabinepersonale meget vel lyde på søndag, hvor et flysæde i marchhøjde altså ikke er en undskyldning for at gå til sofavalg.
Eneste betingelse for at lade sin høje stemme gjalde til fordel for enten den konservative udenrigsminister Benita Ferrero-Waldner eller socialdemokraternes Heinz Fischer, er dog, at det sker uden for østrigsk territorial-luftrum.

Tykke Teddys printer-pinsler
I sin appetit på lidt mere action, end de vante rammer i buret kunne byde på, gik den velnærede hamster Teddy ubeset på opdagelse i sit nordtyske hjem.
I en spændende hule, mærket "Hewlett-Packard", gik det imidlertid galt: Efter at have brugt arkføderen som hovedindgang sad Teddy uhjælpeligt fast, fordi han var for fed til at kravle ud igen.
Politiet i Flensborg blev tilkaldt og havde i første omgang svært ved at tage alarmen - som indløb 1. april - alvorligt. De rykkede dog ud, men før det kom så vidt, at de ærværdige betjente måtte på "hamstring", havde en dyrevenlig nabo til Teddys ejer fået befriet det korpulente kræ, som slap med overfladiske skrammer oven på sit korte, men dramatiske, eventyr som papirtiger.

Been there, done what?
De er nok til stede, de stressede, britiske it-chefer, og endda særdeles længe hver eneste dag! Men der hersker en vis, velbegrundet, tvivl om, hvad de egentlig foretager sig i de mange, lange timer.
En ny analyse slår nemlig fast, at it-chefer i Storbritannien er sjældent hårdt ramt af stress og udbrændthed på grund af ekstremt lange arbejdsdage. Det skriver The Register.
I undersøgelsen hævder en tredjedel, at de er på arbejde mellem 48 og 60 timer om ugen - og en tiendedel mere end 60 timer. Kun to procent arbejder under 36 timer ugentlig.
Så langt, så godt. Der er bare lige det paradoks, at en anden undersøgelse fra 2001 fastslog, at englænderne er det absolut mest uproduktive folkefærd i hele Europa!
Underligt nok har ingen af analyserne tilsyneladende taget højde for de målte arbejdspladsers geografiske placering i forhold til de på de kanter så velrenommerede Guinness-udskænkende etablissementer.

Billedtekst:
En sandsynlig leverandør af lange arbejdsdage. Foto: Carlsberg A/S

Alarmerende trawl-hed på nettet
Hvor mange torsk, der er bidt på krogen, fremgår ikke af opgørelsen, men det gør til gengæld antallet af "kroge" i vandet.
Sikkerhedsfirmaet MessageLabs kan ifølge CNet melde, at en sand orkan er over os i forekomsten af fidusmageriet kendt som "phishing".
Fænomenet bygger på falske e-mails, der foregiver at være fra autoriserede kilder som for eksempel banker eller offentlige myndigheder, og som lokker passwords, cpr-numre og lignende personlige oplysninger ud af sagesløse e-mailbrugere.
MessageLabs' overvågning af den form for aktivitet på nettet viser, at antallet af raserende phishing-e-mails på blot et halvt år er vokset eksplosivt fra 279 registrerede af slagsen til 337.050 i januar - et tal, som dog i marts var faldet til "kun" 215.643.

Billedtekst:
Svindlere er ude med garnet efter passwords og kontonumre som aldrig før. Arkivfoto

Uheldigt "eftermaile"
En ting er at vække omverdenens mishag ved at aktivere en computervirus, som formerer sig selv til venner, kolleger og forretningsforbindelser. Noget helt andet og langt mere alvorligt er at bringe modtagerne på randen at et nervøst sammenbrud, som det skete i det følgende tilfælde:
Et amerikansk firma havde fået orm - Netsky-ormen nærmere betegnet. Inficerede e-mails spredte sig fluks fra firmaets computere med falske afsendernavne, nuppet i brugermes adressebøger.
En af de sagesløse modtagere måtte hoppe tre gange i kontorstolen og slå korsets tegn for sig, da hun modtog en mail med overskriften "I'm back!". Mailens afsender var en kollega, som havde været død i over et år!

Billedtekst:
Tid til forårsrengøring? Måske kunne e-mail-programmets adressebog også trænge til en udmugning.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere