Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. marts 2004.
Større tryghed i dagligdagen og mere overskud hos beboerne. Ændring af kulturen og nemmere kommunikation og samarbejde for personalet. Og en fælles følelse af at være med på vognen. Det er blot nogle af fordelene ved at digitalisere en institution for hjerneskadede.
På den landsdækkende institution for yngre hjerneskadede, Østerskoven i Hobro, har både beboere og personale høstet store fordele af et digitaliseringsprojekt.
For de 22 beboere mellem 16 og 40 betyder de nye færdigheder, at de har fået en bedre og mere rolig hverdag, fordi de selv kan skabe sig det overblik, en hjerneskadet ofte har brug for. Papirkalendere, opslagstavler, whiteboards og en byge af gule sedler, der nemt blev væk, er afskaffet i takt med, at beboerne, hvoraf nogle ikke kan læse, er blevet oplært som computerbrugere. Beboerne er enten født med hjerneskader som spastisk lammelse eller er senskadede, typisk ved færdselsulykker, og det stiller særlige krav til brugervenlighed og funktionalitet. Fire elever har været forsøgskaniner, mens systemet er udviklet i miljøet i løbet af to år.
- Mange af beboerne har dårlig hukommelse. Samtidig betyder tryghed og rammer og overblik meget for dem, så spørgsmål om, hvem der er på vagt, hvad de skal om lidt og hvad skal vi have at spise, er vigtige at kunne få svar på mange gange i løbet af dagen, ligesom ændringer helt kan vælte verden, siger Emmy Kjelmann, som er leder af kommunikationsafdelingen på Østerskoven.
Derfor viser systemet hele tiden i tekst og billeder, hvad der skal ske de næste fem timer for den enkelte, for eksempel fysioterapi, værksted, svømning, ridning eller ergoterapi. Ændringer afspejles ved, at der er sat en streg over aktiviteten.
Aktiviteter og personer vises både som billeder og tekst, der kan læses op med talesyntese.
Personaleadministration
Det er lykkedes at skabe et system, som stort set alle beboere kan bruge, uanset funktionsniveau.
Emmy Kjelmann fortæller, at systemet stille roligt også er blevet de ansattes arbejdsredskab, fordi det er integreret med Modul Tjenestetid, Silkeborg Datas lønsystem med vagtskemaer og lønindberetning. Hver medarbejder kan taste vagtbytte og sygemeldinger ind, som straks afspejles på beboernes skærm.
- Jeg tror, at en del af succesen bunder i den integration. Det er en sekundær gevinst for personalet, at de til enhver tid kan se for eksempel deres ajourførte afspadseringsregnskab i systemet, og integrationen gør, at de har haft lyst til at bruge systemet i projektperioden. Nu, hvor projektet er færdigt, skal personalet bruge systemet, siger Emmy Kjellmann.
Hun fortæller, at systemet har været med til at ændre kulturen på institutionen, fordi informationsdeling, kommunikation og samarbejde er blevet nemmere.
- Systemet bruges efterhånden til mange oplysninger, som ikke er strengt faglige, for eksempel at en beboer skal huske at optage Beverly Hills eller at der lige skal skiftes sengetøj torsdag formiddag, siger Emmy Kjelmann.
Farvel til gule sedler
Christoffer på 21 kan læse og skrive og han spiller computer og skriver dagbog. Han har haft meget stor glæde af, at Østerskoven er blevet digitaliseret, fordi hans største handicap er en meget dårlig hukommelse og problemer med at tackle uforudsete ting. Før levede han med så mange gule sedler, at målsætningen for succes med hans deltagelse som en af de fire forsøgskaniner var at slippe af med sedlerne. Det er lykkedes, så han har fået et overblik over sin dagligdag, der gør ham mere tryg. Han er også begyndt at skrive e-mails i Outlook.
Casper på 25 har fået stor selvtillid af at blive computerbruger. Han kan nu holde styr på sin hverdag og siger selv, at det er supergodt ikke at skulle spørge personalet om, hvad han skal - og at han nu kan huske de ting, han ellers glemmer. Casper får læst al tekst op med talesyntese.
Marie på 24 udtrykker, at hun er meget glad for, at hun nu selv kan se ændringerne på ét sted, for det betyder, at hun kan finde ud af, hvor hun skal være, og så bliver hun ikke så forvirret.
- Computeren bliver ikke irriteret over, at jeg spørger mange gange, siger Marie i den manual om projektet Det Nære Netværkssamfund, som netop er skrevet om projektet.
Ingen af de 22 beboere i Østerskoven har haft noget imod at lære at bruge computer.
Yderligere info: www.oesterskoven.dk
Billedtekst:
På Østerskovens system har Casper og de andre beboere hver deres kalender, hvor de tydeligt kan se, hvad dagen bringer.
Billedtekst:
Selv om Casper på 25 ikke kan læse, er det ikke nogen hindring for at have stor glæde af at bruge computeren. Foto: Emmy Kjelmann.