Online-jobfirmaernes eksistens truet af regeringen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. marts 2004.


De danske online-jobbørser frygter at måtte lukke forretningen. Regeringen er i gang med at fjerne deres eksistensgrundlag med det skatteyderfinansierede Jobnet.

Desperationen er ved at ramme landets online-jobbørser. De mener, at regeringen er ved at fjerne grundlaget for deres forretning med Arbejdsformidlingens online-satsning Jobnet.dk.
Her skal alle ledige lægge deres cv ud. Men folk i arbejde kan også gøre det. Samtidig har virksomhederne mulighed for at lægge jobannoncer gratis på Jobnet - dermed tilbyder AF et statsfinansieret gratis alternativ til de private jobbørser.
- Vi kan komme i en situation, hvor vi skal konkurrere med et statsfinansieret alternativ til det, vi lever af. AF skal koncentrere sig om de ledige i stedet for at gå efter dem, som er i arbejde, for det er vores målgruppe, siger administrerende direktør i JobZonen Mette Bove-Nielsen.
De private jobbørser føler, at regeringen trækker dem til skafottet. JobIndex, StepStone, OFIR Job, MatchWork og JobZonen, der er organiseret under FDIM (Foreningen af Dansk InternetMedier), har siden maj sidste år forsøgt at råbe den ansvarlige minister op.
Men beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har ikke svaret på det spørgsmål, som optager jobbørserne mest, nemlig: Hvorfor vil regeringen lade en række private virksomheder udkonkurrere af en skatteyderfinansieret jobtjeneste?

Nytteløse breve
Brevvekslingen mellem ministeren og FDIM har stået på i månedsvis - lige siden det gik op for FDIM, at Jobnet ville udvikle sig til et statsmonopol på jobformidling. For hvorfor skulle nogen virksomheder ønske at betale en online-jobbørs for at finde nye medarbejdere, når staten tilbyder at gøre det gratis gennem AF?
- Vi har inviteret ministeren til et møde, så vi kan forklare ham de alvorlige konsekvenser ved at få sparket benene væk under vores medlemmer. Men han vil ikke mødes med os. Derfor er vi nødt til at gå ud i offentligheden. Vi har ikke fået noget som helst ud af at brevveksle med beskæftigelsesministeren, siger Christian Peytz, formand for FDIM.
FDIM har forlangt - og fået - aktindsigt i sagsakterne om etableringen af Jobnet. Når ministeren ikke kunne svare fyldestgørende, var det nødvendigt at lære den nye spiller på online-jobmarkedet at kende.
- Det undrer os, at regeringen tilsyneladende tror, at et statsmonopol vil fungere bedre end det markedsorienterede jobmarked, vi har været med til at etablere. Jobbørserne har postet millioner i at markedsføre og udvikle et jobmarked, der fungerer godt i dag, siger Jan Bergh, salgsdirektør i MatchWork og formand for jobudvalget under FDIM.
Foreningen tror ikke, at staten er bedst til at løfte den opgave og peger på eksemplet fra Tyskland, hvor det offentlige jobportal-projekt Virtuellen Arbeitsmarkts netop er sat i bero efter udviklingsomkostninger på en milliard kroner.

Private jobbørser dør
FDIM er ikke modstander af Jobnets eksistens, siger foreningen.
- Men hvor AF traditionelt henvender sig til personer, som er ledige, henvender AF med sin markedsføring af Jobnet-portalen sig også til folk, der allerede er i arbejde. Det er et område, som vi har dækket og lever af som private virksomheder. Vi forstår ikke, at en liberal regering på denne måde ønsker at tage brødet ud af munden på os. Pengene bør i stedet bruges direkte på de ledige, så de hurtigt er tilbage på arbejdsmarkedet, siger Jan Bergh.
Foreningens medlemmer står sammen om kritikken.
- Man må spørge, om det ikke er grundlæggende forkert at nationalisere et helt område og endda et område, som i forvejen varetages af private jobbørser. Beskæftigelsesministeren siger, at Jobnet skal skabe overblik. Jamen, det gør vi jo allerede udmærket, siger Kaare Danielsen, ejer og leder af JobIndex.
Han tror ikke, at Jobnet på kort sigt vil få de store konsekvenser for hans egen virksomhed. Men på lidt længere sigt vil effekten af statslig konkurrence betyde døden for private jobbørser.
- Jobnet-systemet er hentet direkte fra AF i Sverige. Her har det offentlige taget en stor del af markedet. Så statens Jobnet vil betyde en nedgang i antal af brugere og firmaer. Det er ærgerligt, for den frie konkurrence er ganske sund, mener Kaare Danielsen.
Branchekilder vurderer, at staten sidder på cirka 80 procent af jobmarkedet i Sverige.
Politisk bagland i orden
Er beskæftigelsesministerens Jobnet upopulært blandt de danske jobbørser, har han til gengæld sit politiske bagland i orden. Beslutningen om at monopolisere online-jobsøgningen blev så godt som enstemmigt vedtaget af Folketinget under parolen flere i arbejde i 2001. Her stemte ironisk nok kun Enhedslisten imod.
Online-jobbørserne i Danmark omsatte sidste år for 139 millioner kroner og beskæftiger et par hundrede ansatte. Det samlede danske jobannonceringsmarked er på cirka en halv milliard kroner.
Til sammenligning beskæftiger de offentlige arbejdsformidlinger cirka 15.000 mennesker.

Billedtekst:
- Er det ikke grundlæggende forkert at nationalisere et helt område, der allerede varetages af private jobbørser, spørger Kaare Danielsen, ejer og leder af JobIndex. FDIM undrer sig over, at en liberal regering med AF's Jobnet tager konkurrencen ud af online-jobmarkedet og fjerner de private jobbørsers eksistensgrundlag.
Arkivfoto: Torben Klint

Boks:
Computerworld har stillet beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen tre spørgsmål:
• Hvordan forsvarer ministeren at nationalisere et forretningsområde, som allerede dækkes af private virksomheder?
• Kan ministeren forstå disse virksomheders betænkelighed over, at regeringen tager brødet ud af munden på dem?
• Hvad vil ministeren råde disse virksomheder til at gøre for at opretholde deres eksistens?

Ministeren svarer:
- For os er det helt afgørende, at jobmarkedet fungerer effektivt uden barrierer. En væsentlig forudsætning for, at det kan ske, er, at der er maksimal gennemsigtighed, og at alle har lige adgang til information om den arbejdskraft, der udbydes.
- Det er baggrunden for, at vi har etableret en gratis jobportal, www.jobnet.dk, hvor alle kan lægge deres cv ind, og hvor alle har adgang til at søge.
- Som beskæftigelsesminister er det min fornemste opgave at fjerne de barrierer, der er, for at ledige og virksomheder kan mødes. Med jobnet.dk har vi gjort de ledige maksimalt synlige for arbejdsgiverne og dermed skabt basis for et bedre match mellem ledige og virksomhederne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere