Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. juni 2003.
copyleft: Open source og "free software" er ikke det samme. Fri software har nemlig en social funktion, mens open source er en programmeringsdisciplin. Men selv fri software har sin pris.
GNU/Linux er den oprindelige betegnelse for det, vi i dag kender som Linux. Linux blev nemlig til som et projekt under GNU-bevægelsen. Bevægelsen, der arbejder for fri software har været i gang siden 1984, og ser lidt skævt til open source.
Oprindelsen til betegnelsen GNU fortaber sig i hackertraditioner. GNU er således en forkortelse for GNU's Not Unix, hvor GNU igen står for GNU's not Unix og så videre.
Bag GNU står FSF (Free Software Foundation), der mener, at software skal være fri, på samme måde som mennesker er frie.
Richard M. Stallman er grundlæggeren af bevægelsen, der begyndte som en reaktion på kommercialiseringen af Unix-styresystemet tidligt i firserne. Det er årsagen til, at GNU differentieres fra Unix.
Elastiske normer for fri software
Der dukkede hurtig forskellige programværktøjer op, som GNU C-compiler og GNU-editoren EMACS (Editor MACroS). Men Linux var det GNU-projekt, der virkelig fik FSF-programmerne ud i det kommercielle rampelys.
I dag regnes GNU/Linux ikke for fri software. For al fri software er per definition også open source, men det omvendte er ikke nødvendigvis tilfældet. Til fri software knytter der sig en copyleft-betingelse, der fortæller, at alle har ret til at bruge softwaren efter de fire betingelser for fri software.
Det er modsætningen til en copyright-betingelse, der siger, hvad man ikke må.
Og Linux har ikke en copyleft-betingelse. Det betyder, at hvem som helst kan snuppe kildekoden og bruge den til et kommercielt produkt. Det har HP gjort med deres ekstra sikrede Linux-version, og massevis af kommercielle Content Management-systemer er bygget over PostNuke-CMS-systemet.
Det vil ikke kunne ske med fri software på grund af copyleft-betingelsen. Den sikrer nemlig, at programmet forbliver tilgængeligt. Interessant nok er det helt legalt at tage penge for frie software-programmer.
Men prisen for programmet har ikke noget med dets frihed at gøre. Det er bare svært at tage penge for et program, hvor programteksten er frit tilgængelig, og alle derfor kan danne deres egen version.
Pris for lukkethed
Derfor tager distributører som Red Hat, SuSe og Caldera (nu SCO Group) ikke penge for selve Linux, men for pakning og selve distributionen.
Og der er eksempler på programmer, der er overgået fra open source til lukket status. DivX-videokomprimering og Suns StarOffice er eksempler på dette.
Omvendt er der talrige lukkede programmer, som er gratis. Microsoft er for eksempel flittig leverandør af denne type programmer, idet Microsoft Media Player og Internet Explorer er gratis.
Billedtekst:
Normalt ser man altid pingviner i forbindelse med open source-programmer på grund af Linux-pingvinen Tux. Men i virkeligheden er gnuen det rigtige dyr at bruge på grund af GNU-bevægelsen. Ganske vist hedder en gnu også wildebeest på engelsk, men det tager man ganske roligt.
Boks:
De fire frihedsgrader i software
Free Software Foundation definerer fire frihedsgrader for, at et program kan kaldes frit.
¥ÊÊFriheden til at køre programmet, uanset formålet.
¥ÊÊFriheden til at kunne studere programmets virkemåde og ændre det efter behov. Adgang til programteksten er en forudsætning for dette.
¥ÊÊFrihed til at distribuere programmet, så man kan hjælpe sin nabo.
¥ÊÊFrihed til at forbedre programmet, og offentlig distribuere programmet, således at hele samfundet nyder godt af ændringerne. Adgang til programteksten er en forudsætning for dette.
