Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. februar 2003.
I supermarkedet åbner døren sig, når man nærmer sig den. Der sidder en fotocelle, som sender signal til en motor, der trækker i dørene. Det sker automatisk. Når man træder den lille, ivrige dame bagved over foden i køen foran kassen, siger man undskyld. Det sker også automatisk - for de flestes vedkommende, heldigvis. På kassebåndet passerer varerne forbi det røde scannerøje, der automatisk aflæser stregkoden, som kasseapparatet genkender som en pris, og bon'en skrives automatisk ud.
Når varerne er båret ud i bilen og gearstangen skubbet i position D, kører bilen fremad og - rigtigt gættet - gearet skifter af sig selv, hvis man er så heldig at have en bil med automatgear. I krydset holder man for rødt, det skifter automatisk til grønt. Ude på vejen finder bilradioen automatisk det stærkeste signal, og bliver man træt af at høre på de friske studieværter - og det gør man automatisk efter et stykke tid - sørger cd-afspilleren for selv at skifte cd'er i kassetten.
Men når man så passerer den røde kassevogn, der er parkeret i vejsiden, og pludselig blændes af et rødt glimt, der indvarsler ankomsten af en anonymt udseende konvolut fra Rigspolitiets afdeling for Automatisk Trafikkontrol med et foto af en forskrækket mand i en bil med en nummerplade, og et bødeforlæg på 500 kroner for i sanseløst dræbervanvid at have forårsaget overhængende fare for andres liv og førlighed ved hensynsløst at have presset familiemazda'en op på svimlende 84 kilometer i timen på den øde vej, hvor der retteligt kun må køres 80, så er det pludselig slut med automatikken. Pengemaskinen kalder sig ganske vist automatisk, men billederne bliver ikke taget automatisk. Der sidder en aldrende politibetjent inde i bilen og trykker på kameraets udløser. Hvad han lige præcis har gjort for at ende der, tør jeg ikke gætte på, men uriasposten i den klamme kassevogn er næppe hverken kulminationen på en stor karriere i etaten eller en særlig anerkendelse for veludført politiarbejde. Hans opgave er at fange fartforbrydere, men hvorfor er det automatisk, når det ikke er det?
Den "automatiske" trafikkontrol er det fineste eksempel på, hvordan teknologien bliver brugt og misbrugt. Et digitalkamera og en computer er ikke farlige effekter i sig selv, men selv en hårdt sammenrullet avis kan være et dræbende våben i hænderne på den forkerte. Og engang imellem kommer de forrygende løsninger, som informationsteknologien giver mulighed for at lave, til at spille lidt for gode kort i hænderne på magthaverne. I tilfældet "automatisk" trafikkontrol kan den urimelige fart-skatteinddrivning endda legitimeres med hensynet til trafiksikkerheden. Ikke sådan at forstå, at det er dokumenteret, at antallet af trafikuheld er omvendt proportionalt med antallet af varevogne med kameraer. Men det er svært at være imod.
Jeg er imod at blive fotograferet af kameravogne, når jeg begiver mig rundt i trafikken i bil. Jeg er for at køre ansvarligt med et udstrakt hensyn til mine medtrafikanter. Og jeg er for at overholde love og regler med en rimelig margin. Jeg er imod at betale 500 kroner i bøde for en ubetydelig forbrydelse, der reelt kun eksisterer, fordi teknologien tillader en pengegrisk stat at afsløre den. Men jeg er for at bure fartvandaler og spritbilister, der slår andre mennesker ihjel, inde i en menneskealder.
Nåda, her har vi nok en, der er sur over at sin fartbøde, hva'? Ja, vel er jeg sur. For vi skal da bruge pengene fra vores allesammens store fælleskasse til noget fornuftigt. Hvor er for eksempel den politiske vilje til at sørge for, at eleverne i folkeskolen får ordentlig adgang til computere? Eller ordentlige forhold i det hele taget. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering, og når det gælder overvågningssamfundet prioriteres der forkert i øjeblikket. Det er for nemt at slå den politiske autopilot til, når diskussionen handler om trafiksikkerhed, og sige ja til alle foranstaltninger, der bare teoretisk kan sænke tallet af tilskadekomne trafikken.
