SAP’s bestyrelse er blevet enig med bestyrelsesmedlem og CTO for selskabet, Jürgen Müller, om at han stopper på sine poster i virksomheden.
Det sker efter upassende opførsel, lyder det.
"Jeg ønsker at tage fat på en hændelse ved en tidligere begivenhed i virksomhedsregi, hvor min adfærd var upassende. Jeg beklager, at jeg har været hensynsløs og undskylder oprigtigt til alle berørte," siger Jürgen Müller i en meddelelse udsendt af SAP og fortsætter:
"Jeg erkender, at min adfærd på det tidspunkt ikke afspejlede vores værdier hos SAP. Jeg tager det fulde ansvar og tror på, at det er bedst for virksomheden at træde ned. Jeg ønsker holdet fortsat succes."
Det bliver ikke oplyst konkret, hvad denne hændelse er.
Jürgen Müller blev ansat hos SAP tilbage i 2013. han blev medlem af ledelsen i 2019 som CTO.
I april i år meddelte SAP, at selskabet havde forlænget Müllers kontrakt i denne rolle indtil 2027, men dette kommer så ikke til at ske alligevel.
Müller har spillet en nøglerolle i udviklingen af SAP Business Technology Platform (BTP), som danner det tekniske grundlag for SAP’s best-of-suite-tilbud og betjener mere end 23.000 live-kunder.
Udover SAP BTP har han været ansvarlig for arkitekturbeslutninger og innovationer på tværs af SAP samt Business Transformation Management med SAP Signavio og SAP LeanIX. Global sikkerhed og cloud compliance er også en del af hans ansvarsområder.
SAP’s CEO Christian Klein vil påtage sig Müllers opgaver midlertidigt, indtil en permanent erstatning er fundet.
SAP Global Security & Cloud Compliance-teamet vil slutte sig til Customer Services & Delivery Board-området under Thomas Saueressig.
I 2020 blev Jürgen Müller inkluderet i Fortunes 40 Under 40 og sluttede sig til World Economic Forums Community of Chief Digital Officers.