Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. december 2001.


SMS og sprut en dårlig cocktail
London: "Mobile tømmermænd" er et relativt nyt begreb, som er kommet i fokus her i den stundende, typisk små-fugtige, højtid. Lidelsen er ifølge Ananova en hyppigt forekommende eftervirkning af at indtage spirituøse drikke og samtidig være i besiddelse af en mobiltelefon.
En britisk undersøgelse, udført af mobilselskabet Zed, viser nemlig, at cirka 60 procent af alle mobilejere mellem 18 og 35 år har for uvane at sende anstødelige og uforskammede SMS'er under indtagelse af våde varer. Og kvinderne er langt de værste! Her indrømmer størstedelen, at de i bedste fald har sendt ubehøvlede SMS'er til deres eks-kærester og i værste fald er kommet til at sende dem til helt forkerte personer. Desuden har over en tredjedel prøvet at vågne op næste morgen og finde vildt fremmede numre, som i nattens mulm og mørke er blevet kodet ind i telefonens hukommelse.

Når kun undertøjet rødmer
London: Et britisk firma, der gør sig inden for leverancer af dybt seriøse teknologiske løsninger til erhvervslivet - Conchango hedder det - har i en markedsundersøgelse noteret sig en stigning på hele 116 procent i englændernes lyst til at købe julegaver online i år.
Men hvad er det så, det pæne folkefærd e-køber?, har firmaet spurgt.
Ja, 78 ud af 100 erkender en tilbøjelighed til at e-vælge en type gaver, de ellers aldrig ville købe: Sex-legetøj, frækt undertøj og fantasifulde kondomer.
- Web-indkøb er en fremragende løsning for folk, der føler det pinligt at købe intime varer over en disk. Her kan for-det-meste-mænd sidde godt skjult hjemme i privaten og bestille pikante gaver til deres partnere, siger Michael Ross fra e-lingeri-butikken Figleaves.com til Ananova.
- Men desværre er der altså en omsiggribende tendens til, at de køber højrøde BH'er, og de er så godt som stensikre byttevarer, tilføjer Ross ærgerligt.

Mit liv som megafon
Rom: "Internet, inglese, impresa" lyder tre vigtige ord på dagsordenen i den italienske premierminister Silvio Berlusconis regering. Alle er de udpeget som genstande for særlig politisk bevågenhed og fremtidig vækst.
Internet går det muligvis udmærket med - Berlusconi er selv en af Italiens fremmeste internet-pionerer. "Impresa" (iværksætning) sikkert også, hvorimod regeringens forhold til "inglese" endnu forekommer noget anstrengt.
Skal man tro dagbladet La Repubblica, har statsmagten på sin hjemmeside nemlig været yderst uheldig med en (maskin-)oversættelse af ministrenes biografier til noget, avisen betegner som "makaroni-engelsk".
Om ministeren for innovation, og i øvrigt tidligere direktør i IBM, Lucio Stanca, kunne man således erfare, at han "er født til Lucara (Foggia) 20 oktober 1941. Konjugeret (delvist sammensmeltet, red.), og det har to døtre. I 1965 har en fået uddannelse i økonomi i nærheden af universitetet af mundfulde i Milano" (Milanos prestigefyldte Bocconi-universitet, red.).
Om udenrigsminister Renato Ruggiero hed det blandt andet: "I 1977 har det været megafon for formanden for EF-Kommissionen, Roy Jenkins É".
Berlusconi-regeringen nægter, at "de eksperimentelle dokumenter" nogensinde har været offentligt tilgængelige, men at La Repubblica på mystisk vis har fået fat i de interne test-sider. Det afviser avisen, som blev gjort opmærksom på det ufrivilligt komiske indslag af en web-surfende læser.
Sandheden kommer næppe for en dag, eftersom web-stedets link til "english"-versionen af biografierne nu behændigt er bortkommet.

Billedtekst: En maskinoversættelse
udstyrede blandt andet
udenrigsminister Renato
Ruggiero med et temmeligt alternativt generalieblad på den italienske regerings
officielle websted. Foto fra udenrigsministeriets
websted www.esteri.it

Online-auktionernes krambod
Framingham: Fra tid til anden bliver mere besynderlige effekter som bekendt sat til salg på online-auktioner som eBay. Men intet andet sted online finder man ifølge IDG News Service så meget bizart habengut som på en auktion, der kalder sig Bid4Assets.com og drives af et firma i staten Maryland.
Hovedparten af de udbudte varer har oprindeligt tilhørt offentlige myndigheder - typisk effekter, der er beslaglagt i forbindelse med razziaer eller fogedforretninger.
- Men vi har også solgt en hel retssag mod det lokale styre i District of Columbia, fortæller direktør i Bid4Assets, David Marchick.
- Og til et amtsråd afsatte vi en narkohandlers Lamborghini og 1.000 ejendomme på tvangsauktion, tilføjer han.
Flest smørrede grin fik firmaets ansatte ud af det, da de skulle prøve at komme af med heste-sæd fra en farm i Colorado, der var gået konkurs. Grinene udviklede sig dog til hængende underkæber, da det efterhånden gik op for dem, at "produktet" var en formue værd og endte med at indbringe tusindvis af dollars.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere