Historierne om en fornyet børsnotering af de TDC-aktier, som fem kapitalfonde ejer, får i dag nyt liv.
Således har TDC udsendt en fondsbørsmeddelelse, hvori selskabet skriver, at det har fået følgende melding fra ejerne:
"Et konsortium af internationale og nordiske banker er blevet udpeget med henblik på at rådgive hovedaktionæren (kapitalfondene, red.) om den fortsatte gennemgang af strategiske alternativer for ejerskab af TDC A/S."
TDC oplyser videre i fondsbørsmeddelelsen, at "der er ingen vished for hvornår, et sådan salg vil finde sted, i fald det overhovedet finder sted."
Kapitalfondene ejer 87,9 procent af TDC.