Læs også: Smartphones buldrer frem i virksomhederne.
Smartphonen er på hastig fremmarch i de danske virksomheder, hvilket du kan læse mere om her. Det betyder, at it-chefen i dag er tvunget til at vælge platform.
"En it-direktør sagde for nylig til mig, at den store beslutning tidligere drejede sig om at vælge, om mellemrumstasten til sms'er skulle sidde midtfor eller ude i siden. Altså om valget skulle falde på Nokia eller Sony Ericsson. I dag drejer det sig slet ikke om producenten, men derimod om platformen," siger Mads Transel, erhvervsdirektør i 3.
Valget, som it-chefen i dag står over for ved mobilkøb, bliver påvirket fra to sider.
Den ene er virksomhedens it-strategi, mens en anden og nyere faktor er medarbejdernes ønsker.
Det har skubbet iPhone frem i virksomhederne, og nu kommer den anden bølge i form af Android, vurderer Mads Transel.
Stærk position til iPhone
"Introduktionen af iPhone 3GS revolutionerede markedet, og iPhone har en stærk position nu. Men man må også sige, at Android er et styresystem, som i den grad kommer til at sætte sit præg på markedet. Der er nok ingen tvivl om, at Android kommer til at spæne forbi iPhone til næste år," siger Mads Transel.
Han forventer, at virksomheder fremover kun vil satse på en til to platforme.
TDC har undersøgt, hvilke smartphones virksomhederne vælger, og her er der forskel på, om det er kontor- eller håndværksvirksomheder.
Den førstnævnte gruppe hælder til HTC-modeller, iPhone og BlackBerry, mens den anden gruppe vælger Nokia-modeller.
Netop Nokias smartphones er ofte af den mere simple slags.
"Produktivitetsgevinsten ved at have en avanceret smartphone er meget større i kontorbaserede virksomheder end i de mere traditionelle håndværksvirksomheder," forklarer divisionsdirektør Asger Hattel fra TDC Erhverv om forskellen.
I TDC's net er størstedelen af de mest avancerede smartphones udstyret med Android som platform.