En af Microsofts franske websider er sat offline efter et hackerangreb. Websiden Experts.microsoft.fr blev "defaced", en form for internetgraffiti, og der blev efterladt en kort tekst på sort baggrund fra formodede tyrkiske hackere.
Ud over at håne webmasteren på den franske webside skrev hackerne, at de nu vil gå efter softwaregigantens hovedwebside: Microsoft.com.
Ifølge Microsoft var det en miskonfigureret server, som gav hackerne adgang til den franske webside.
I skrivende stund af websiden stadig offline.
Hackerangrebet kommer på et pinligt tidspunkt for Microsoft, der netop er ved at promovere sine storstillede sikkerhedstiltag i det kommende styresystem Windows Vista, og samtidig er i gang med at udvikle ny sikkerhedssoftware, der kaldes Forefront.