Odense vil have del i Danmarks IT-millioner

Danmarks tredjestørste by, Odense, vil af med sit ry som en by, der intet har at tilbyde på IT-området. Faktisk er Odense den by i Danmark, der de seneste år har haft den kraftigste vækst indenfor IT-sektoren, påpeger formanden for den odenseanske IT-forening, Helge Munk.

Odenses IT-erhverv blæser nu til kamp for at få Danmarks tredjestørste by på IT-landkortet. Mens Aalborg og Århus så småt er ved at oparbejde et ry for at have en kompetent og slagkraftig IT-industri, går tankerne mere i retning af H.C. Andersen og skibsværfter når Odense nævnes.

Odenses skyggetilværelse betyder i praksis ? som dokumenteret af Computerworld Online fredag - at byen stort set er fraværende i ethvert forum, der har den mindste smule at skulle have sagt indenfor IT-området i Danmark. Men det er ikke rimeligt, mener formanden for den regionale brancheforening IT-Forum Odense, Helge Munk.

Stilstand på Fyn

- IT-branchen har haft det lidt trængt på Fyn, fordi visionerne har manglet, men nu er der ved at opstå en selverkendelse i Fynsk erhvervsliv, siger Helge Munk.

Formanden for IT-Forum Odense mener, at der er masser af grøde i den odenseanske IT-industri og peger blandt flere ting på, at Odense er den by i Danmark, der har haft den største vækst i beskæftigelsen i IT-sektoren i de seneste år. Ganske vist har udgangspunktet været mere beskedent end i for eksempel Århus, men væksten er der.

Det dokumenterer en undersøgelse fra i sommer lavet af lektor Kent Nielsen fra Handelshøjskolen i Århus. Ifølge Kent Nielsens undersøgelse blev der i perioden 1997 ? 2000 ansat 30 procent flere medarbejdere i den odenseanske IT-industri, og det er den største procentvise stigning på landsplan i den periode.

Dannelsen af IT-Forum Odense for halvandet år siden er et af de mere synlige udtryk for, at Odense er ved at bevæge sig ud af anonymiteten. Foreningen blev dannet på initiativ fra Odense Erhvervsråd og havde fra begyndelsen en snes medlemmer. I dag er flere end 100 IT-firmaer i Odense medlem af foreningen. I størrelse spænder de over alt fra små nystartede enkeltmandsfirmaer til store afdelinger af Mærsk Data og KMD.

Foreningens primære formål er at få skabt grobund for en fortsat vækst i den odenseanske IT-industri og samtidig slå byens navn fast i resten af landet, forklarer formanden.

IT skal være et vækst-område

- Vi vil arbejde på at finde IT-projekter, hvor Odense-virksomheder kan være med og dermed få fynsk IT på landkortet. IT skal være et markant vækstområde, så vi dermed trækker resten af erhvervslivet med os. Samtidig er det vores vision at skabe et tæt samarbejde mellem erhvervslivet og universitetet til gavn for begge parter, siger Helge Munk, der ikke kan se, hvorfor nogle af de store IT-virksomheder ikke skulle kunne slå sig ned i Odense som et alternativ til København eller Århus.

- Vi mener bestemt, at vi kan trække store virksomheder til Odense. Geografisk er byen placeret centralt i Danmark med en fornuftig kørselsafstand til hovedstaden. Så i stedet for at etablere sig i København, hvor det er dyrt at bo og leveomkostningerne er høje, burde de placere sig her, siger Helge Munk.

Næstformand i IT-Forum Odense, Lars Hedal, er enig i, at Odense står godt rustet i konkurrencen med Århus, København og Aalborg.

- Mit mål er at opretholde den vækstrate, vi har i øjeblikket, og indhente de andre. Vi er stadig en smule bagefter, men vi har alle forudsætninger for at klare os godt. Mange af de virksomheder, der knækker nakken andre steder, er dem, der laver de mere overfladiske internetløsninger men mange af vores IT-firmaer er lidt mere langhårede, siger han.

Vækstjungle af små, nye IT-firmaer

Med ?langhåret? sigter Lars Hedal til den underskov af små, odenseanske iværksættervirksomheder, der har specialiceret sig i udvikling af robotteknologier og andre former for avancerede softwareløsninger indenfor produktionsteknologi.

Trivision er et af dem. Selskabet er ligesom flere andre IT-firmaer i Odense udsprunget af Odense Staalskibsværft. Virksomheden blev stiftet i januar 2000 og beskæftiger sig med udvikling af teknologier til kvalitetskontrol. Firmaets systemer kan blandt andet bruges til automatisk kontrol af genbrugsflasker og kvalitetskontrol af oste.

Indtil videre er der foruden de tre stiftere kun en enkelt ansat, men direktør Claus Gramkow er fuld af fortrøstning for fremtiden.

- Vi har ikke lige nu en efterspørgsel, der gør, at vi kan gå ud og ansætte nye medarbejdere men vi har troen på, at det kan udvikle sig, så der er ikke nogen form for modløshed. Markedet er meget gunstigt for den teknologi, vi arbejder med, siger Claus Gramkow, der håber at kunne begynde at ansætte flere folk til foråret.

Et andet odenseansk IT-firma er internetvirksomheden Certus med 20 ansatte. Selskabet har en omsætning på knap otte millioner kroner om året og ligger resultatmæssigt til et lille overskud. Selvom Certus således ikke just er en pengemaskine, er der også her masser af tro på fremtiden.

Firmaet er underleverandør til kommunikations og reklamefimaer og udvikler blandt andet spil til nettet.

- Odense er et sted, man skal tage alvorligt indenfor IT. Der er et godt miljø omkring værftet og universitetet og byen har en masse spændende virksomheder at byde på, siger administrerende direktør Carsten Vikkelsøe.

- Det betyder meget, at der er et godt miljø, fordi man på den måde bedre kan tiltrække folk. Samtidig er det en fordel at bo i en by med et universitet, fordi de har nogle uddannelser, vi kan bruge. Ulempen ved at bo i Odense er så, at næsten alle vores kunder bor i København, siger han.

Læs alle artiklerne i temaet om IT-magten i Danmark her




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere