Linux-skaberen Linus Torvalds har givet et dusin russiske Linux-udviklere sparket. Det bekræfter han i et svar på en Linux-mailingliste.
Tidligere på måneden blev omkring et dusin russiske udviklere, der arbejder med at vedligeholde Linux-kernen, fjernet fra deres opgaver.
På Linux-mailinglister har flere spurgt efter en forklaring, og den har Linus Torvalds nu givet på vanlig kontant vis.
“Hvis du endnu ikke har hørt om russiske sanktioner, så bør du prøve at læse nyhederne en dag. Og med ‘nyheder’ mener jeg ikke russisk statssponsoreret spam,” skriver han og tilføjer:
“Jeg er finsk - troede du, jeg ville støtte russisk aggression? Tilsyneladende er det ikke kun mangel på rigtige nyheder, der er et problem – der mangler også historisk viden.”
Uacceptabel adfærd
Linus Torvalds skabte Linux i 1991, mens han var studerende på universitetet i Helsinki.
I 2018 meddelte han dog, at han ville holde en pause fra sit arbejde med at udvikle Linux-kernen, fordi han havde erkendt, at han havde brug for professionel hjælp.
En beslutning han tog efter, at det amerikanske magasin The New Yorker i en artikel havde beskrevet, hvordan han havde opført sig uacceptabelt over for andre Linux-udviklere.
“Mine flabede e-mail-angreb har været både uprofessionelle og uhørte – ikke mindst når jeg har gjort dem personlige. Det har givet mening for mig i min jagt på bedre kode, men jeg ved, at det ikke har været OK, og jeg beklager virkelig,” skrev han dengang på en Linux-mailingliste.
Linus Torvalds er født og opvokset i den finske hovedstad Helsinki som en del af landets svensktalende mindretal og har aftent sin værnepligt i den finske flåde, hvor han har rangen sekondløjtnant. Siden slutningen af 90’erne har han dog boet i Santa Clara i Californien.