US Federal Trade Commission har åbnet en antitrust-undersøgelse af Microsoft.
Blandt de temaer, som er på de amerikanske myndigheders bord, er selskabets softwarelicenser og cloud computing-virksomheder.
Det skriver Reuters, som har talt med en kilde, der er bekendt med sagen.
FTC er et uafhængigt regeringsorgan, som skal sikre den frie konkurrence og beskytte forbrugerne mod unfair forretningsmetoder.
Undersøgelsen blev godkendt af FTC-formand Lina Khan forud for hendes ventede afgang i januar.
Valget af Donald Trump som amerikansk præsident, og forventningen om, at han vil udnævne en republikaner med en blødere tilgang til erhvervslivet, lader ifølge Reuters resultatet af efterforskningen blæse i vinden.
Misbrug af markedsposition
FTC undersøger beskyldninger om, at softwaregiganten misbruger sin stærke markedsposition inden for software ved at pålægge straffelicens for at forhindre kunder i at flytte data fra deres Azure-cloudtjeneste til andre konkurrencedygtige platforme. Det bekræftede kilder tidligere på måneden.
FTC ser også på selskabets praksis med hensyn til cybersikkerhed og AI-produkter, skriver Reuters.
Cloud-konkurrenter til Microsoft har kritiseret selskabets fremgangsmåder. De mener, at den holder kunderne låst til Azure.
FTC fremsatte lignende klager sidste år, da det undersøgte cloud computing-markedet.
NetChoice, en lobbygruppe, der repræsenterer onlinevirksomheder inklusive Amazon og Google, som konkurrerer med Microsoft inden for cloud computing, har kritiseret Microsofts licenspolitikker og dets integration af AI-værktøjer i Office og Outlook.
"I betragtning af, at Microsoft er verdens største softwarevirksomhed, der dominerer inden for produktivitet og operativsystemsoftware, er omfanget og konsekvenserne af dets licensbeslutninger ekstraordinære," har gruppen ifølge Reuters udtalt.
Google klagede i september til EU-Kommissionen over Microsofts praksis. Den får kunderne til at betale en 400 procents forhøjelse for at blive ved med at køre Windows Server på rivaliserende cloud computing-operatører og gav dem senere og mere begrænsede sikkerhedsopdateringer, lød det fra Microsofts konkurrenter.