Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Kriminelle bruger selvdestruerende telefoner / Millioner til sønderjyske udviklingsprojekter / Langt de fleste danskere går ind for ansigtsgenkendelse / Nordisk software-investor tager en milliard kroner med til Danmark

Kriminelle bruger selvdestruerende telefoner. Millioner til sønderjyske udviklingsprojekter. Langt de fleste danskere går ind for ansigtsgenkendelse. Nordisk software-investor tager en milliard kroner med til Danmark.

Velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som i dag er sammensat af Anders Bruun.

Vi fokuserer på kriminalitetsbekæmpelse og pengeregn i denne morgens indsamling af nyheder.

Kriminelle bruger selvdestruerende telefoner

Narkosælgere og andre kriminelle har fundet en sikker måde at kommunikere, så politiet ikke kan være med. Under navnene Stellar Security og Stellar Protect bliver en ny, krypteret telefon nemlig markedsført i lukkede, kriminelle grupper på Telegram.

Bandetelefonen Stellar er nemlig designet til at selvdestruere, hvis politiet forsøger at trække data ud via telefonens USB-port.

Det skriver Version2.

De kriminelle kan også selv slette al data på telefonen ved fem tryk på power-knappen. Skulle man risikere at blive fanget, kan ens venner slette ens data på distancen via egne telefoner.

»De kriminelle har nu har taget et nyt, teknisk skridt for at holde deres kommunikation hemmelig,« siger Lene Wacher Lentz, der forsker i cybercrime og politiets digitale efterforskning på Aalborg Universitet, til Version2.

Millioner til sønderjyske udviklingsprojekter

Kunstig intelligens og andre digitale løsninger kan være en effektiv, tidsbesparende hjælp, når personalet f.eks. skriver journaler og diagnosticerer.

Regionsrådet uddeler nu over tre millioner kroner fra Innovationspuljen til projekter, der skal afprøve nye veje for at aflaste medarbejdere og skabe et mere robust sundhedsvæsen.

Projekterne er blandt andet algoritmer, der hurtigt kan hjælpe med at stille de rigtige diagnoser på de akutmedicinske afdelinger. Eller AI-sprogmodeller, der kan spotte forskellige stavemåder for de samme symptomer i din journal på 85 sekunder, så lægen ikke overser noget og sparer tid på lange, manuelle gennemgange.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) ser et stort potentiale i de idéer, der nu skal afprøves:

"Vores sundhedsvæsen er flere steder udfordret på kapacitet og administrative opgaver, der kræver rigtig meget tid af medarbejderne. Derfor er det helt nødvendigt at tænke i innovative løsninger, der kan aflaste personalet og frigive mere tid til patienterne," siger Bo Libergren i en pressemeddelelse.

De fleste danskere går ind for ansigtsgenkendelse

84 pct. af de adspurgte i en stor opinionsundersøgelse bakker op om anvendelse af ansigtsgenkendelse i forbindelse med ”forebyggelse af kriminalitet og terror.”

Sådan lyder det fra leverandøren af datadrevet videoteknologi Milestone Systems ifølge ITWatch.

Mediet refererer til en opinionsundersøgelse, som analysehuset Norstat har foretaget for virksomheden blandt et repræsentativt udsnit af danskere. I alt 1.027 deltog i undersøgelsen.

Dermed står det klart, at politikerne på Christiansborg har bred opbakning til at give politiet mulighed for at anvende ansigtsgenkendelse.

Nordisk software-investor tager en milliard kroner med til Danmark

Efter at have investeret et trecifret millionbeløb i danske softwarevirksomheder etablerer den nordiske investor Monterro sig nu i Danmark med et nyt kontor og sætter tryk på sine investeringer i Danmark.

Det siger Gustav Lagercrantz, adm. direktør for kapitalfonden, i et interview med ITWatch.

”Vi vil gerne have en lokal tilstedeværelse i stedet for at tro, vi kan klare det hele fra et kontor i Stockholm. På den måde kan vi støtte og hjælpe de eksisterende porteføljevirksomheder, men nok i endnu højere grad komme til at udvide og gøre endnu mere i Danmark,” siger Gustav Lagercrantz til ITWatch.

Den nordiske investor har 12 år på bagen. Monterro er specialiseret i investeringer i b2b-software og forventer at skyde mere end en milliard kroner i det danske softwaremarked, fortæller den administrerende direktør. I alt har Monterro cirka 10 milliarder kroner under forvaltning.