Microsoft er ramt af nedbrud på flere Microsoft 365-tjenester.
Selskabets kunder oplever problemer med Exchange Online og Teams.
Det meddeler selskabet på det sociale medie X.
”Vi er ved at undersøge et problem, der påvirker brugere, der forsøger at få adgang til Exchange Online eller funktionalitet i Microsoft Teams-kalenderen,” skriver Microsoft.
Flere medier beretter om nedbruddet, og flere brugere i Europa fra Sverige, Holland, Polen og Frankrig har meddelt på X, at de er ramt af problemerne.
På hjemmesiden Downdetector, hvor brugere kan anmelde problemer med digitale tjenester, har flere danske brugere ligeledes indmeldt problemer med Microsoft 365.
Mailmarketingplatformen Mailmeteor har meldt ud, at Microsoft-nedbruddet påvirker mailtjenesten globalt.
"Et tjenesteudfald påvirker i øjeblikket Microsoft Outlook. Mere end 423 indberetninger blev rapporteret i dag," meddeler siden ifølge Euronews.
For it-administratorer er det muligt at danne sig et overblik over problemet i Microsofts administratorcenter - hvor Microsoft har oprettet en liste over tjenester, der påvirkes.
”Mens vi fortsætter med at arbejde på at afhjælpe problemet, har vi tilføjet en omfattende liste over berørte tjenester og scenarier til afsnittet med mere information. For mere information henvises til MO941162 i administrationscenteret,” skriver Microsoft.
Microsoft har identificeret en mulig årsag, men ikke meldt ud, hvad den er.
Techgiganten arbejder nu på at løse problemet.
”Vi har identificeret en nylig ændring, som vi mener har resulteret i effekt. Vi er begyndt at fortryde ændringen og undersøger, hvilke yderligere handlinger der kræves for at afhjælpe problemet,” lyder det.
Selskabet er nu i gang med at implementere rettelsen til de ramte kunder.
"Vi er begyndt at implementere en rettelse, som i øjeblikket skrider frem gennem det berørte miljø. Mens dette skrider frem, begynder vi manuelle genstarter på en delmængde af maskiner, der er i en usund tilstand," skriver Microsoft på X.
Selskabet meddeler tirsdag morgen, at der stadig er problemer med Outlook Web, men at andre funktioner burde virke igen.