Den tiltagende regulering af det digitale område mærkes tydeligt i danske virksomheder.
I en rundspørge har konsulenthuset Capgemini bedt en stribe personer med beslutnings- og lederansvar i større danske virksomheder om at forholde sig til om konsekvenserne af at overtræde lovkrav som EU’s AI-Act og NIS2.
Herunder, om frygten ved at overtræde reglerne vejer tungere end gevinsten ved digitale investeringer.
Svarene tyder på, at de nye regler fører til usikkerhed og tilbageholdenhed i virksomhederne.
Således peger 40 procent af cheferne i rundspørgen på, at ledelsen mangler den fornødne viden og indsigt i konsekvenserne for virksomheden, der følger med øget regulering.
"Vi ser en klar bekymring i forhold til de nye regulatoriske rammer på det digitale felt, og det spiller ind på virksomhedernes investeringsmod," siger Søren Luplau-Pagh, adm. direktør i Capgemini Danmark.
I Capgeminis rundspørge svarer 44 procent endvidere, at frygten for at overtræde lovkrav vejer tungere end gevinsten ved de digitale investeringer.
Hver syvende direktør eller chef (14 procent) peger ligefrem på, at øget regulering vil reducere deres virksomheds digitale investeringer.
"Når 38 procent samtidig vurderer, at reguleringen risikerer at blive en hæmsko for virksomhedens digitale transformation, tegner der sig potentielt et uheldigt mønster, der kan påvirke både innovationskraften og konkurrenceevnen hos de danske selskaber,” siger Søren Luplau-Pagh.
forventer at øge digitale investeringer
I rundspørgen svarer 65 procent af de adspurgte chefer, at investeringer i teknologier som GenAI, Cloud og robotter vil have afgørende indflydelse på deres virksomheds konkurrenceevne i de kommende år.
Et flertal (59 procent) forventer at skrue op for de digitale investeringer, mens kun 2 procent ser it-budgettet falde.
"I lyset af den voksende kompleksitet, der følger med den hastige digitale udvikling på den ene side og de regulatoriske rammer på den anden, er vores klare vurdering, at behovet for at hente ekstern rådgivning ind kun vil vokse fremover,” fastslår Søren Luplau-Pagh.
Capgemini-rundspørgen er gennemført af YouGov. Den bygger på svar fra 55 personer med beslutnings- og lederansvar i danske virksomheder med mere end 500 ansatte.