Artikel top billede

(Foto: Kristoffer Ingemand)

USA's vicepræsident James David Vance advarer europæerne: I dræber al AI-fremdrift

USA og EU ser meget forskelligt på, hvordan AI kan og skal bruges i fremtiden. På AI-topmøde i Paris skyder den amerikanske vicepræsident James David 'J.D.' Vance med skarpt mod den europæiske tilbageholdenhed.

Den amerikanske vicepræsident James David 'J.D.' Vance har en klar besked til Europa:

EU's AI-regulering er “overdreven”, og den risikerer at kvæle innovationen, før den overhovedet får luft under vingerne.

Sådan lød det fra vicepræsidenten i den første store politiske tale, der er i Paris, hvor flere statsoverhoveder og topchefer i tech-industrien i disse dage er samlet til et såkaldt AI-topmøde.

J.D. Vance advarer om, at EU's mere forsigtige tilgang kan stramme reglerne så meget, at “det vil bremse en teknologisk revolution, der ellers kunne være på niveau med dampmaskinens opfindelse,” skriver nyhedsbureaet AP.

Han understregede ligeledes, at AI i USA forbliver “fri for ideologisk bias” og aldrig vil blive anvendt til at begrænse ytringsfriheden.

“Vi står på tærsklen til en ny industriel revolution,” sagde J.D. Vance. “Men hvis vi kvæler innovationen med bureaukrati og frygt, vil vi aldrig komme i gang.”

Uenighed på tværs af Atlanten

Den klare besked fra vicepræsidenten viser den voksende kløft mellem USA og Europa, når det gælder regulering af kunstig intelligens.

EU’s AI Act er designet til at begrænse risikofyldt brug af AI, men ifølge Vance er reguleringen snarere en spændetrøje end en sikkerhedsforanstaltning.

På den anden side af Atlanten er EU’s topfolk dog ikke imponeret over Vances advarsler. Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen understregede på topmødet, at AI kun har en fremtid, hvis borgerne har tillid til teknologien.

“AI skal være sikker. Vi vil ikke risikere en fremtid, hvor teknologien løber løbsk,” sagde von der Leyen ifølge AP.

Hun annoncerede samtidig, at EU’s såkaldte “InvestAI”-initiativ har nået investeringer for 200 milliarder euro, herunder en ny pulje på 20 milliarder euro til etablering af AI-gigafabrikker.

I Nato er tonen mere europæisk og agtsom.

“En dag bliver vi nødt til at kontrollere AI – ellers mister vi kontrollen over alt,” sagde admiral Pierre Vandier, Natos chef for teknologisk modernisering, ved samme topmøde ifølge AP.