Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Danske elever, der tidligere lå blandt verdenseliten, oplever et bekymrende fald i deres digitale kompetencer.
Det viser en ny rapport fra ICILS.
Fra verdenselite til middelmådighed
Rapporten afslører, at antallet af elever med it-kompetencer under det laveste niveau er steget drastisk fra 2,6 procent til 8,5 procent på blot fem år – en alarmerende stigning på 231 procent.
Det betyder, at over 50.000 børn ikke kan udføre basale digitale opgaver som at finde relevant information online eller tilføje simpelt indhold i dokumenter.
Kun én procent af de danske elever har kompetencer på højeste niveau, hvilket indebærer evnen til at vurdere troværdigheden af de informationer, de finder.
Samtidig afslører rapporten, at køns- og socioøkonomiske forskelle bliver mere udtalte. Piger præsterer bedre end drenge, men undervurderer ofte deres egne evner, mens drenge overvurderer deres.
Elever fra lavere socioøkonomiske baggrunde klarer sig samtidig dårligere end deres jævnaldrende fra mere ressourcestærke hjem.
Så vi ser ikke bare et markant fald i danske elevers digitale kompetencer, men også et øget A- og B-hold i den danske folkeskole.
Begejstrede elever og lærere – Men er det nok?
De digitale færdighed falder på trods af, at både elever og lærere er begejstrede for brugen af it i undervisningen.
Næsten 90 procent af eleverne mener, at it er vigtigt for læring, og tre ud af fire oplever, at de lærer bedre med it.
Lærerne er da også enige. Syv ud af ti mener, at it øger elevernes interesse og hjælper dem med at udvikle problemløsningsevner. Så det ser ud til, at It-brug fremmer læring og samarbejde.
Den positive indstilling til it betyder, at it i undervisningen potentielt kan være et stærkt redskab.
Men vi må desværre også samtidig konkludere, at den nuværende måde, hvorpå it bliver brugt, ikke er tilstrækkelig til at løfte de digitale kompetencer.
Derfor bør vi handle nu.
Det haster med at løfte elevernes teknologiforståelse
IT-Branchen har med projektet Coding Class allerede vist, at en målrettet indsats virker.
Over 40.000 folkeskoleelever har over de seneste år styrket deres digitale kompetencer gennem projektet.
Det er vi stolte af men erkender også, at enkeltstående projekter ikke kan gøre det alene. Det kræver både politisk handling og investeringer.
Politisk har vi fået en beslutning om at indføre teknologiforståelse som ny faglighed, men vi skal have sat skub i investeringerne og forberedelserne.
Blandt andet er der brug for at investere massivt i efteruddannelse af lærere, så de er rustet til at undervise i digitale kompetencer på en meningsfuld måde.
Det er afgørende første skridt. Hvis vi for alvor vil gøre noget ved den voksende digitale ulighed, skal vi også tage det næste og gøre teknologiforståelse til et selvstændigt obligatorisk fag.
Eleverne skal gribes og løftes
Vi har et ansvar for at give vores børn og unge de bedste muligheder for at navigere sikkert og være kompetente i en stadig mere digitaliseret verden.
Det gør vi ikke ved at lade elevernes digitale kompetencer fortsætte i et frit fald, men ved at gribe eleverne og sørge for at alle – uanset køn og socioøkonomiske baggrund får mulighed for at udvikle de digitale kompetencer, der er nødvendige for at kunne deltage aktivt i en digital hverdag.
Kun på den måde kan vi sikre, at de næste generationer både kan navigere i og bidrage til et digitalt samfund.
Et Danmark, hvor næste generation mangler digitale kompetencer og er ulige fordelt, er et Danmark i frit fald. Og det må ikke ske.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.