Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget præsenteret en ny aftale om folkeskolen, der blandt andet tilfører teknologiforståelse som nyt fag på skoleskemaet.
Det er partierne i folkeskoleforligskredsen, Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, der er blevet enige om de i alt 33 initiativer.
I den sammenhæng bliver der varigt prioriteret 740 millioner kroner årligt, der altså skal være med til at styrke folkeskolen.
Samtidig kommer der en stor engangsydelse i form af 540 millioner kroner, der skal gå til fysiske bøger, der skal agere modvægt til den meget udbredte skærmbaserede undervisning.
Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.
I forbindelse med lanceringen af digitaliseringsstrategien kom det frem, at man afsætter i alt 160 millioner kroner til teknologiforståelse i folkeskolens undervisning i perioden 2024-2026.
I samme ombæring afsatte man 10 millioner kroner, der skulle hjælpe med at videreudvikle den nye faglighed i læreruddannelsen og give underviserne i de danske folkeskoler de rette kompetencer i faget.
Bliver et nyt valgfag
Teknologiforståelse ventes ifølge aftalen at blive indført som et nyt fag fra skoleåret 2027-2028.
Faget skal integreres i udvalgte eksisterende fag i 1. til 9. klasse og udbydes som et nyt femte toårigt praktisk/musisk valgfag i udskolingen i 7.-8. og 8.-9. klasse, hvilket vil betyde, at elever, der vælger faget som valgfag, vil blive undervist i faget i to moduler á 45 minutter hver uge.
Ifølge aftalen vil forligspartierne afvente anbefalinger ekspertgruppen, der er nedsat i regi af Fagfornyelsen, som udarbejder et konkret oplæg til, i hvilke fag og på hvilke klassetrin teknologiforståelse skal integreres.
Samtidig er man blevet enige om, at teknologiforståelse som valgfag i 7.-8. klasse afsluttes med en prøve, som det også er tilfældet for de øvrige praktiske/musiske valgfag.
Af aftaleteksten fremgår det, at formålet med det nye fag er et behov for, at elever i folkeskolen bliver undervist i, hvordan de forholder sig kritisk og konstruktivt til digitaliseringen, grundet de store og gennemgående forandringer, digitaliseringen af samfundet har medført.