Teknologiforståelse skal være en del af undervisningen i fremtidens folkeskole.
Det fremgår af regeringens nye udspil for folkeskolen: "Forberedt på Fremtiden II," der netop er blevet offentliggjort.
I udspillet oplyser regeringen, at teknologiforståelse dels skal udbydes om et valgfag for elever i 7. til 9. klasse og dels indgå som et element i visse eksisterende fag fra 1. til 9. klasse
“Ambitionen er, at vores børn og unge får de nødvendige, faglige kompetencer og færdigheder som for eksempel kodning, så de konstruktivt og kritisk kan anvende og deltage i udvikling af digitale teknologier og forstå deres betydning,” lyder det i udspillet.
Derudover fremgår det af udspillet, at brugen af computere, tablets og andre digitale læremidler skal indgå i undervisningen, når det et fagligt begrundet.
“Men det har aldrig været hensigten, at vores børn og unge skal sidde det meste af skoledagen ved en skærm,” lyder det ligeledes i udspillet.
Nedskalering af ambitioner
Regeringens ambitioner, når det gælder teknologiforståelse i skolen er dog en betydelig nedskalering i forhold til de ambitioner, som den tidligere VLAK-regering havde.
Her meddelte tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) i et interview med Computerworld, at målet er, at alle danske børn skal lære at programmere.
“Visionen for planen er, at alle danske børn skal lære at kode og forstå grund-præmisserne for moderne teknologi,” sagde hun til Computerworld i 2018.
Utilstrækkelig model
Den model, som regeringen nu lægger op til, bliver således også mødt med skepsis af brancheorganisationen IT-Branchen, som ønsker at det bliver indført et obligatorisk fag.
”Den valgte model er utilstrækkelig. De fleste børn vil kun opleve teknologiforståelse som et drys i andre fag og kun de særligt interesserede som et tilvalgsfag i udskolingen,' siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation hos IT-Branchen, i en skriftlig meddelelse til Computerworld.
"Vi har brug for et obligatorisk fag for at sikre, at alle børn og unge bliver klædt tilstrækkeligt godt på til en mere digital verden – det gør vi ikke med et valgfag,” lyder det fra hende.
IT-Branchen påpeger samtidig også, at den fortsat vil arbejde for, at regeringen hæver sine ambitioner på området.
”Ministeren lægger op til en bred offentlig diskussion om udspillet, inden de politiske forhandlingerne går i gang. Vi vil aktivt gå ind i debatten for at få hævet ambitionsniveauet. Eksperter og en meget bred alliance for digital teknologiforståelse er enige om, at der skal mere til,” siger Mette Lundberg.
I sit udspil lægge regeringen desuden op til at de enkelte skole indfører principper for brug af Aula.
"Omfattende og ufokuseret kommunikation på Aula kan være forstyrrende og tage tid fra lærernes og pædagogernes kerneopgave. Regeringen foreslår, at det tydeliggøres, at skolebestyrelserne kan fastsætte principper om lokal praksis for digital kommunikation,” lyder det i udspillet.