Indhold
- This message will self destruct in five seconds, good luck.
Sådan lyder beskeden, når Tom Cruise i Mission Impossible får en ny opgave på en bærbar pc. Men fremover kan han nøjes med at bruge mobiltelefonen.
Det britiske firma Staellium har nemlig opfundet StealthText, der skaber smarte sms-beskeder, som selvdestruerer efter omkring 40 sekunder.
Sms-beskeden indeholder navnet på afsenderen og et link, som modtageren skal følge. Herefter vil teksten kun være tilgængelig i den korte periode, før den sletter sig selv.
De snedige sms-beskeder er især praktiske for ansatte i virksomheder, der sender fortrolige oplysninger til hinanden og helst ikke vil have informationerne til at ende de forkerte steder.
I øjeblikket er servicen kun mulig at anvende i Storbritannien, men den forventes at blive lanceret i det øvrige Europa i løbet af det kommende år.
Allerede i foråret vil Staellium desuden være klar med nye tjenester. Her er det e-mail og billedfiler, som firmaet mod betaling vil få til at selvdestruere, skriver Silicon.com.