Indhold
Sun har lanceret en ny version af processoren UltraSparc IV, der benyttes i Suns 64-bit Fire-servere. Processoren har to kerner og en clockfrekvens på 1,35 gigahertz, 150 megahertz mere end den hidtidige topmodel.
Mens den nye UltraSparc IV-processor ikke byder på deciderede teknologiske fremskridt, vil den kommende UltraSparc IV+ for alvor sætte fart på serverne. Her vil Sun nemlig langt om længe smide L2-cachen på samme chip som resten af processoren, mens der bliver plads til L3-cache på bundkortet.
Første version af UltraSparc IV+ vil have to processorkerner på 1,8 gigahertz og to megabyte L2-cache. Den vil bestå af 295 millioner transistorer. UltraSparc IV+ kommer på markedet sidst på året.
Til næste år vil Sun præsentere en processor med kodenavnet Niagara, og så kommer der for alvor turbo på. Niagara vil nemlig bestå af otte processorkerner.
Et par år efter dukker en række nye systemer med kodenavnet Supernova op. Disse servere vil blive baseret på en ny processor kaldet Rock.