Uanset om it i den private sektor klarer sig bedre end i den offentlige sektor - eller omvendt - så satser de to på stort set samme indsatsområder i fremtiden.
Det vurderer IDC.
"Pudsigt nok adskiller de prioriterede investeringsområder i den offentlige sektor sig ikke så meget fra den private sektor, som man skulle tro," siger direktør Per Andersen fra analysehuset IDC.
Per Andersen peger på, at fokus blandt andet vil ligge på mobilitet. Han forklarer, at det være sig direkte understøttelse af effektivisering og mobil brug af ny teknologi, der kan hænge sammen med eksempelvis hospitalsvæsen.
Også sikkerhed kommer på dagsordenen, vurderer han.
"Omkring sikkerhed i den offentlige sektor er det i høj grad et spørgsmål om beskyttelse af private data og 'data loss prevention'," siger Per Andersen.
Endelig peger han på virtualisering - etablering af større og mere virtuelle data centre. Og anvendelse af skyen.
"Selv om der inden for det offentlige fortsat er stor bekymring om sikkerheden," siger Per Andersen.
Finanskrise og ældrebyrde
Mens det private erhvervsliv fortsat kæmper med tømmermændene efter finanskrisen, så har den offentlige sektor også pistolen for panden, når det gælder udgifter.
IDC-direktøren vurderer, at den voksende andel af den ældre del af befolkningen, der stiller større krav i forhold til service med videre gør det kritisk, at udvikle de teknologier der anvendes på området til både effektivisering og forbedret service.
Han forklarer, at en yderligere udbygning af selvbetjening er en af nøglerne til at håndtere færre ressourcer og en forbedret oplevelse af den offentlige sektor.
Endelig peger han på effektivisering af processer og sagsbehandling som et indsatsområde.
"Hele det offentlige apparat er i et fortsat øget pres for integration og sammenhæng i systemerne, der gør en automatisk eller semi-automatisk sagsbehandling mere effektiv," siger han.
Læs også:
Køb dog mere it frem for at hyre flere embedsmænd
Data-kobling bliver fremtidens konge i det offentlige