Nyhed
Intel har sænket prisen på lavpris-processoren Celeron. Topmodellen med en frekvens på 2,4 GHz og versionen på 2,2 GHz er blevet 19 procent billigere, mens en 2,3 GHz Celeron er faldet 24 procent i pris. Prisen på en 2,1 GHz udgave er faldet med 11 procent. Processorerne koster nu mellem 79 og 103 dollar.
En 2,1 GHz Celeron er nu den langsomste processor til stationære pc'er i Intels sortiment. Celeron skal konkurrere mod AMD's Athlon XP 2100+, 2200+ og 2400+, som også koster mellem 79 og 103 dollar.
Når det gælder de hurtigere processorer, har Intel endnu ikke svaret igen på den voldsomme prisnedsættelse, som AMD gennemførte i sidste uge.
Der er dog håb forude. Om nogle uger lancerer Intel en flok Pentium 4 processorer med hyper-threading og 800 MHz systembus, og i den forbindelse kan man forvente prisfald over hele linjen.