Ændringer i organisationen hos Tele2 Danmark betyder, at den administrerende direktør Thomas Nistrup forlader virksomheden til fordel for Allan Koch, der frem til i dag har været bestyrelsesformand i Tele2. Allan Koch har tidligere været administrerende direktør for Sonofon.
Den nye, danske administrerende direktør får ansvaret for en ny organisationsstruktur, hvor Tele2 Danmark og Telenor knyttes tættere sammen.
Norske Telenor købte 9. maj den danske afdelingen af Tele2 for 835 millioner kroner. Telenor ejer også Sonofon.
"Telemarkedet ændrer sig markant i disse år, hvor teknologier, produkter og kundemønstre smelter sammen. Den nye ledelse skal sikre fortsat udvikling og vækst," siger Henrik Clausen, administrerende direktør for Telenors samlede forretning i Danmark.
Ikke en del af ny struktur
I forbindelse med den nye struktur har Thomas Nistrup valgt at fratræde som administrerende direktør.
"Det team, der har skabt resultaterne i Tele2, har sammen med de nye kolleger i Telenor Danmark forudsætningerne for at kunne skabe gode resultater. Jeg bakker fuldt op om den struktur, vi gennemfører i Tele2 i dag, men ser ikke mig selv som en del heraf," siger Thomas Nistrup.
Telenor har ifølge en pressemeddelelse siden overtagelsen af Tele2 identificeret flere muligheder for at tilbyde nye produkter til kunderne. Disse lanceres ifølge Tele2 i løbet af de kommende måneder.